Der er ikke en særlig islamisk trussel mod ytringsfriheden

Ingen fortjener den forskrækkelse, det må være at blive udsat for et drabsforsøg.

Derfor var min umiddelbare reaktion på attentatforsøget mod Lars Hedegaard medfølelse. Medfølelse med mennesket Lars, der havde stået dér i døren på Frederiksberg og tænkt: Det er nu, det sker. Det er nu, jeg kommer til at betale prisen for at have fulgt min overbevisning og sagt min mening.

Gad vide, om det ikke også i et splitsekund har strejfet ham, om det virkelig var dét værd.

Derfor har jeg også gået rundt om mig selv 25 gange, før jeg endelig satte mig til tasterne for at skrive dette blogindlæg.

LÆS MERE

Men jeg tror, at selv Lars Hedegaard - eller især Lars Hedegaard - vil være enig i, at medfølelse ikke skal stå i vejen for den frie meningsudveksling. Og jeg har længe brændt inde med et spørgsmål til ham og hans tilhængere, som jeg håber, at de vil tage med til aftenens debatarrangement.

For hvori består den særlige islamiske trussel mod ytringsfriheden egentlig? Jeg benægter ikke, at Lars Hedegaard, Pia Kjærsgaard og andre islamkritikere har været udsat for trusler og nu også attentatforsøg. Men det er de jo langt fra de eneste offentlige meningsdannere, der har.

Özlem Cekic er igennem hele sin politiske karriere blev truet på grund af sin etniske herkomst og må af den grund både holde sin adresse og børnenes skole hemmelig. Og både Sverige (lasermanden og Malmø-skytten), Tyskland (Zwickau-gruppen) og Norge (Breivik) har huset racistiske serie- eller massemordere.

Tænk også på de mange kvindelige debattører, der løbende modtager trusler om voldtægt, lemlæstelse og mord, udelukkende fordi de er kvinder. For ti år siden blev Anna Lindh myrdet af en ung mand. Godt nok ikke fordi hun var kvinde. Men fordi hun var politiker.

Men har det så fået os til at tale om en særlig racistisk eller mandschauvinistisk trussel mod ytringsfriheden? Nej. Har det fået os til at invitere til debatmøder om racisme og mandschauvinisme, hvor henholdsvis etniske danskere og mænd er blevet nægtet adgang? Nej.

For selv om det ville have været verdens nemmeste måde at angribe to ting, som jeg personligt er parat til at gøre næsten hvad som helst for at bekæmpe, nemlig racisme og mandschauvinisme, så ville det være at skyde forbi målet.

For racisme og mandschauvinisme er ikke skyld i truslerne. De har godt nok vist, at de kan fungere som dødsensfarlige ledetråde for et sygt sind i en voldelig krop. Men det er det syge sind og den voldelige krop, der er truslen. Det er også den, der er truslen mod Hedegaard. Det er ikke islam.

Det er muligt, at Lars Hedegaard i sit inderste godt ved det, og bare udnytter 'tosserne' i sin personlige spin-krig mod islam. Men det er også fuldt muligt, at Lars Hedegaard faktisk er så optændt af kampen mod islam, at han fuldstændigt overser, at det at blive truet på livet desværre er en skæbne, han deler med mange andre offentlige meningsdannere - uanset hudfarve, køn, fløj, religion og politisk overbevisning.

Og det med selvcensur er vi også mange, der kender til.

Jeg skal selv være ærlig og indrømme, at det - udover hensynet til Lars Hedegaard - også er en af årsagerne til, at der gik så lang tid, før jeg fik sat mig til tasterne. Jeg orkede ganske enkelt ikke den malstrøm af hadefulde og til tider også truende mails, der altid følger i slipstrømmen på ethvert 'indvandrervenligt' indlæg i debatten.

Men der er en forskel. For når vi andre oplever trusler og tænker: Det er "bare" en tosse (om end muligvis en meget, meget farlig en af slagsen, det er jo det, man desværre aldrig ved), som har set sig sur på mig og mine holdninger, så ser Hedegaard truslen som repræsentant for en organiseret ond kraft og sig selv som ytringsfrihedens menneskelige skikkelse. Men begge dele er forkert.

Truslen er ikke islam, lige så lidt som det er racisme eller mandschauvinisme, når en debattør med et udenlandsk klingende navn eller en kvindelig debattør modtager trusler. Og den truede er ikke ytringsfriheden, men derimod Lars Hedegaard. Det er såmænd alvorligt nok. Men der er en væsensforskel.

DEBAT

For ytringsfrihed er en negativ frihedsrettighed, hvilket de liberale arrangører af dagens debatmøde burde vide. Det er retten til at ytre sig, uden at staten blander sig. Det er derimod ikke en statsgaranti for at kunne ytre sig risikofrit.

For sådan en kan vi ganske enkelt ikke give, uden at det ville betyde, at vi skulle pakke samtlige meningsdannere ind i PET-vagter, sætte alle mistænkelige - ekstremister som sindssyge - bag lås og slå og brugte halvdelen af statsbudgettet på overvågning. Og så ville vi for alvor være på kant med frihedsrettighederne.

Men er det så det samme som at mene, at det ikke er alvorligt, det der er sket Lars Hedegaard? Nej, det er selvfølgelig dybt alvorligt, og jeg føler med Lars Hedegaard.

Men er det så det samme som at sige, at vi ikke skal gøre noget ved det? Nej. Vi skal gøre, hvad vi kan, inden for rammerne af frihedsrettighederne, for at folk kan deltage i den offentlige debat uden at skulle frygte for deres liv.

Men det kan vi kun, hvis vi kalder truslen ved sit rigtige navn: Militant ekstremisme. Sindssygdom. Vold. Det er dét, der udfordrer vores demokrati, og som rammer på tværs af politisk overbevisning, religion og køn. Det er derfor også dét, vi burde kunne stå sammen om at bekæmpe.

Men det er desværre ikke dét, der er i centrum, når Trykkefrihedsselskabet om lidt slår dørene op for debatmøde om ytringsfrihed.

Hvorfor? Fordi Trykkefrihedsselskabets dagsorden aldrig har været ytringsfrihed. Men islamhetz. Det stod klart før mordforsøget på Hedegaard. Og det står klart efter.