Finanskrisen udvisker ikke blot milliardstore værdier.
Nu rammer finanskrisen også helt grundlæggende paradigmer i den internationale finansverden. De seneste uger har budt på to epokegørende udmeldinger. Først chokerede den tidligere amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan ved at sige, at det kan vise sig hensigtsmæssigt at nationalisere kriseramte banker, så man får ryddet op i deres dårlige lån. Greenspan har i årtier været kendt som en af de mest vidtgående liberalister og har været en ivrig prædikant for laisser faire-kapitalisme. Og i sidste uge rystede Financial Times så finansverdenen med overskriften: ’Welch angrer besættelsen af kortsigtet profit’.
Bag overskriften gemmer sig historien om, at de seneste årtiers superstjerne på den globale erhvervshimmel, amerikanske Jack Welch, nu gør op med det dominerende paradigme i moderne virksomhedsdrift: målsætningen om at skabe størst mulig værdi for aktionærerne, på engelsk kaldet shareholder value. I et interview sagde Welch, at »shareholder value er den dummeste ide i verden«. »Ideen om, at shareholder value er en strategi, er tåbelig«. Når udtalelserne har vakt opsigt, er forklaringen, at Welch i 1981, da han tiltrådte som direktør for amerikanske General Electric, holdt en tale, der siden er blevet udråbt som det tidspunkt, hvor shareholder value-bevægelsen blev født. Fra 1981 til Welch fratrådte i 2001, voksede markedsværdien af General Electric fra 75 mia. kr. til 2.300 mia. kr., og i 2000 blev Welch kåret til århundredets største erhvervsleder af magasinet Fortune. Siden da har Welch haft gudestatus i erhvervslivet. Med henvisning til Welch har mange direktører brugt mere tid på at pleje virksomhedens aktiekurs, end de har brugt på langsigtet udvikling af virksomhedens produkter og medarbejdere. Welchs advarsel mod kortsigtet fokus på aktiekursen har skabt stor debat i internationale finansmedier. Nogle mener, at Welch blot jager billige point i en tid, hvor erhvervsledere er under heftig beskydning. Andre mener, at hans opgør med det kortsigtede fokus på maksimering af aktiekursen er velgørende. Blandt de sidste befinder Financial Times sig. I en ledende artikel slår avisen til lyd for at mindske opmærksomheden på udviklingen i aktiekursen – og advarer imod den omfattende udstedelse af aktieoptioner til virksomhedernes ledelser. Som Financial Times påpeger, er aktiemarkedet ofte temmelig dårligt til at vurdere den reelle værdi af den enkelte virksomhed. At gøre ledelsens aflønning afhængig af udviklingen i aktiekursen ved at bruge aktieoptioner, kan derfor være yderst uheldig. Og det får ofte ledelsen til at overfokusere på aktiekursen. Specielt hvis optionerne har en kort løbetid. Financial Times vurderer, at aktieoptioner med løbetid på blot tre år kan have ansporet mange direktører til at tage alt for store kortsigtede risici de seneste år. Set i lyset af debatten om virksomhedernes uheldige fokusering på aktiekursen, er det tankevækkende, at Danmarks største virksomhed, A.P. Møller – Mærsk så sent som tirsdag i denne uge oplyste, at virksomheden netop har tildelt aktieoptioner for flere millioner kroner til topledelsen. Og endnu mere tankevækkende: Optionerne har en løbetid på blot tre år. At A.P. Møller – Mærsk er så ivrig efter at bruge aktieoptioner, skyldes nok ikke mindst, at bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen sandsynligvis er den dansker, der er blevet mest forgyldt af aktieoptioner. De aktieoptioner, han fik i sin tid som direktør for Topdanmark, har givet ham en gevinst på over 100 mio. kr. A.P. Møller – Mærsk er langtfra den eneste danske virksomhed, hvor ledelsen vælter sig i aktieoptioner. Og det er langtfra den eneste virksomhed, hvor der er blevet taget store risici de seneste år i form af massive chancebetonede udenlandske investeringer. Desto større er behovet for, at vi også i Danmark får en debat om virksomhedernes centrale succeskriterier. Og hvad enten de danske direktører kan lide det eller ej, så spiller aflønningen af dem en helt central rolle i den debat.
