»Vi skal sætte vores land over vores parti, vi skal sætte næste generation over næste valg«. Sådan lød en lille bid af Barack Obamas tale, som han holdt mandag aften i Cannon Falls i Minnesota på et af sine stop på sin tredages politiske bustur i Midtvesten. Den amerikanske præsident gav en velfortjent opsang til arbejdskulturen i Kongressen, som i månedsvis har brugt mere krudt på at slås og svine end på at finde løsninger på USA’s alvorlige økonomiske situation – senest har deres alt for lange og opslidende diskussion om USA’s gældsloft kun været med til at forværre tilliden til USA. LÆS LEDEROppositionen må vise sig værdig til vælgernes tillid »Der er nogle, der hellere vil se deres modstandere tabe end at se Amerika vinde«, som Obama sagde. Og han konstaterede: »There is nothing wrong with America that can’t be fixed; what’s broken is our politics«. Jeg sad og lyttede til Obamas tale på en mandag, hvor ordet partiegoisme netop havde cyklet rundt i mit hoved hele dagen.
Vores politikere vil hellere slå på hinanden end at skabe løsninger, havde jeg tænkt en del gange den dag. Uanset hvad jeg åbnede i mandags – om det var avisen, min radio, min computer eller tv’et – så tonede Venstres aggressive kampagne mod Thorning og Søvndal frem. Så identifikationen i Obamas ord var høj: Der er nogen, der hellere vil se deres modstandere tabe end at se Danmark vinde ... Det er politik, der er gået i stykker ... Præsidenten kunne lige så godt have holdt talen for det danske Folketing. I konstant stigende grad (og jo tættere vi er på valget) er politikerens mål: min karriere, mit parti og mit valgresultat. Langt mere end fokus på fremskridt for vores land. I stedet for at bruge sine annoncekroner på at fortælle om, hvad Venstre vil og kan, så bruger partiet sin taletid på at grise konkurrenterne til. I mandags gik det for alvor op for mig, hvor akkumuleret træt jeg er af politisk skidtsnak. LÆS OGSÅVenstre stopper omstridte annoncer Det er ikke så meget de 41 sekunders tv-spot – pyt med det, det kan man jo bare slukke for. Men tendensen og tankesættet bag er uhyggelig. Ikke mindst at den øverste ledelse af vores land – det bærende regeringsparti – hermed legitimerer, at den politiske debat i Danmark skal reduceres til mistænkeliggørelse af politiske konkurrenter frem for at fokusere på substans og løsninger.
