aRVTAGER. Opstanden i Egypten viser, at Kissinger har fået sin danske arvtager i Dansk Folkepartis Søren Espersen.
Foto: MIRIAM DALSGAARD (ARKIVFOTO)

aRVTAGER. Opstanden i Egypten viser, at Kissinger har fået sin danske arvtager i Dansk Folkepartis Søren Espersen.

Signatur

Søren Espersen er den danske Henry Kissinger

Den moralsk korrumperede realpolitik har fået sin stemme i Dansk Folkepartis Søren Espersen.

Signatur

Den spirende revolte i Egypten har givet håb om udbredelse af demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten.

For egypterne, for befolkningerne i andre arabiske diktaturer og for alle, der mener, at retten til et liv i frihed ikke er forbeholdt nogle få.

Erfaringen har blandet håbet med bekymring. Vi har alt for ofte set, hvordan revolutioner, der begyndte som et krav om frihed, mundede ud i nye og værre diktaturer, som da iranernes opstand mod shahen endte i Khomeinis tyranniske teokrati.

Men for højrefløjen er bekymringen en anden. Her er bekymringen, at demokratiet faktisk vil brede sig. Det medfører ustabilitet og risici.

Søren Espersens kynisme er ikke alene amoralsk og menneskefjendsk. Den er også en dårlig sikkerhedspolitisk strategi

Tænk nu, hvis en befolkning bruger deres demokratiske ret til at vælge nogen, de ikke bryder sig om. Tænk nu, hvis tidligere politiske fanger brugte deres ytringsfrihed til at fremføre synspunkter, de ikke kan lide. Nej, så hellere fastholde folk i undertrykkelse, det er jo ikke vores problem.

Denne realpolitiske ideologis grand old man er Henry Kissinger. Som Richard Nixons udenrigsminister støttede han en perlerække af diktatorer og militærjuntaer efter devisen ’Måske er han en slyngel, men han er vores slyngel’.

Så længe despoterne ikke var socialister, kunne de myrde og terrorisere deres borgere efter forgodtbefindende.



Opstanden i Egypten viser, at Kissinger har fået sin danske arvtager i Dansk Folkepartis Søren Espersen.

Mens andre jublede med egypterne over Mubaraks forestående fald, ærgrede Søren Espersen sig i internetmagasinet Ræson over, at Vesten ikke havde støttet Mubarak i tide, og fremhævede, ja ligefrem knuselskede det saudiarabiske styre som realpolitisk forbillede: »Se det forfærdelige styre, de har i dag.

Det er værre, end Taleban var i Afghanistan. Hvorfor elsker vi dem? Det gør vi, fordi de holder orden på deres terrorister, de holder alle al-Qaeda-folkene nede«.

Frygten for islam har korrumperet Dansk Folkepartis moral så meget, at man ikke vil støtte befolkningers krav på frihed og demokrati. Vi må i stedet elske de regimer, der torturerer og myrder mennesker for at holde islamister nede.

Ligesom Kissinger er Søren Espersen ingen hykler. Tværtimod sætter han en ære i sit moralske forfald. Han ophæver sin kynisme til en dyd, og idealisme bliver til en dødssynd.

Espersens syn på Irakkrigen er sigende. Der var dem, der ærligt, men naivt argumenterede for Irakkrigen med, at Saddam Hussein skulle bringes til fald, så irakerne kunne få demokrati og frihed. Endnu flere skiftede, som Anders Fogh Rasmussen, til dette rationale, da den oprindelige jagt på masseødelæggelsesvåben viste sig grundløs.

Men Søren Espersen holdt ærligt fast i de forsvundne masseødelæggelsesvåben og sagde til Politiken: »Men i bagklogskabens lys var vi aldrig gået ind, hvis vi den gang lige så sikkert havde vidst, at der ikke var nogen. Så havde Saddam fået lov til at have sit lille diktatur sikkert endnu. Sådan er det«.

For Espersen var ambitionen i Irak aldrig et demokrati, men et stabilt diktatur i stil med dem, der nu rystes af egypternes opstand: »Vi skal ned på et niveau, hvor vi siger, hvad kan den vestlige verden leve med. Vi kan leve med Marokko og med Jordan«.

Egypten kan blive den demokratiske søjle i de arabiske lande, der en gang for alle falsificerer Dansk Folkepartis tese om, at islam og demokrati er principielt uforenelige.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er reelle bekymringer ved, hvordan en opstand som den egyptiske kan ende, bl.a. for Israels langsigtede sikkerhed.

Men der findes intet moralsk alternativ til at støtte befolkningen. Det giver ingen mening at forsvare Mellemøstens eneste demokratiske samfund, Israel, ved at sikre, at ingen af de øvrige får demokrati.

Søren Espersens kynisme er ikke alene amoralsk og menneskefjendsk. Den er også en dårlig sikkerhedspolitisk strategi. Den vestlige verden gør klogt i at støtte egypternes spæde demokratiske stemme, samarbejde med moderate kræfter og understøtte økonomisk udvikling.

Egypten kan blive den demokratiske søjle i de arabiske lande, der en gang for alle falsificerer Dansk Folkepartis tese om, at islam og demokrati er principielt uforenelige.

Måske er det her, Søren Espersens virkelige frygt er begrundet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce