Så kom revolutionen faktisk. Det franske politiske landskab er forvandlet, en ’bevægelse’ har vundet absolut flertal i parlamentet, mens de politiske partier til højre og venstre er reduceret til meget lidt.
Republikanerne til højre og socialisterne til venstre sidder tilbage som kustoder for et forældet politisk system, der bliver afvist af de fleste franske. Mange udtrykker deres afvisning ved slet ikke at stemme, og nogle gør det ved at stemme på protestpartier yderst på fløjene.
Men præsident Emmanuel Macrons bevægelse La République En Marche (hvilket jo betyder sådan noget som ’gang i republikken’ ), er blevet båret og kåret ind i parlamentet til et absolut flertal og med en folkelig entusiasme, som i omfang, dybde, forankring og udbredelse kan måle sig både med den store revolution i 1789 og alle de andre omvæltninger, som siden fulgte – minus volden.
Fransk politik er forvandlet. Igen. Og det går gerne sådan, at når Frankrig forvandles, så bliver ting også forvandlet i andre lande. Hvad enten man tænker og tror på, at Frankrig har et ’universelt kald’, eller man mere køligt bare iagttager, hvad der foregår i Europa gennem tiden, så er det svært at komme uden om, at det sekskantede land har en tendens til at være laboratorium for omvæltninger. Lad os bare sige det med general de Gaulles ord: Et land skabt til fuldbyrdet succes eller eksemplarisk ulykke.
Intet menneske i Europa lever i dag et liv, som ikke er præget af, hvad der skete på barrikaderne i Paris så sent som i 1968. Manden i spidsen af den bevægelse var Daniel Cohn Bendit, tysker, franskmand, demokrat, revolutioner, oprørsk, rød helt til hårrødderne.
Cohn Bendit er i dag blandt de stærkeste og mest udtalte støtter til Emmanuel Macron, som er en ung mand på 39 med Napoleons energi og de Gaulles sans for, hvad der skal til for at blive og være fransk præsident: Noget folkeligt, noget aristokratisk, noget demokratisk, noget erotisk, noget kejserligt. »Make our planet great again«, som han sagde til Trump.
Har de politiske partier overhovedet en rolle at spille i en fremtidig forståelse af moderne demokrati?
Med Macrons magtovertagelse har Frankrig genfundet ånden og logikken i Den Femte Republik, som i årene 1958-62 blev defineret i en skøn blanding af det royale og det republikanske i opposition til den form for parlamentarisme, hvor der parlamenteres herfra til månen i en uendelighed af stilstand. Der skete noget, da de Gaulle og Den Femte Republik tog over: Koloniriget blev afviklet, økonomien rettet op, kulturen styrket.
Men gradvist har gamle politikere og gamle partier gnavet sig ind på Den Femte Republik og reduceret den til historisk normalstørrelse og lumpen dagligdag. Nu er det hele så eksploderet, og Frankrig finder måske sig selv igen »som prinsessen i eventyret eller madonnaen på freskomaleriet«, med generalens ord.
Hvad varsler de franske omvæltninger for alle andre? For det første og helt fundamentalt: Frankrig fandt på ’højre og venstre’ i 1789. Måske har Frankrig efter mange tilløb nu omsider afskaffet denne modsætning? Det ’oprør fra midten’, som også mange danskere har drømt om, er måske i Frankrig ved at finde sin moderne form i en ny forståelse af forholdet mellem frihed og lighed, mellem marked og samfund, mellem stat og privat, globalt og lokalt, lukket og åbent?
Hvis et historisk forløb fra 1789 faktisk har fundet sin foreløbige afslutning her i 2017, så er det temmelig, ja, historisk, hvad vi oplever netop nu.
For det andet og mere pragmatisk: Har de politiske partier overhovedet en rolle at spille i en fremtidig forståelse af moderne demokrati?
Skriv kommentar