Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emmanuel Macrons bevægelse La République En Marche kan måle sig både med den store revolution i 1789 og alle de andre omvæltninger, som siden fulgte.
Foto: Christophe Archambault/AP

Emmanuel Macrons bevægelse La République En Marche kan måle sig både med den store revolution i 1789 og alle de andre omvæltninger, som siden fulgte.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bjørn Bredal: Gang i republikken, gang i kongeriget

Frankrig er under revolution. Hvad kan vi lære?

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Så kom revolutionen faktisk. Det franske politiske landskab er forvandlet, en ’bevægelse’ har vundet absolut flertal i parlamentet, mens de politiske partier til højre og venstre er reduceret til meget lidt.

Republikanerne til højre og socialisterne til venstre sidder tilbage som kustoder for et forældet politisk system, der bliver afvist af de fleste franske. Mange udtrykker deres afvisning ved slet ikke at stemme, og nogle gør det ved at stemme på protestpartier yderst på fløjene.

Men præsident Emmanuel Macrons bevægelse La République En Marche (hvilket jo betyder sådan noget som ’gang i republikken’ ), er blevet båret og kåret ind i parlamentet til et absolut flertal og med en folkelig entusiasme, som i omfang, dybde, forankring og udbredelse kan måle sig både med den store revolution i 1789 og alle de andre omvæltninger, som siden fulgte – minus volden.

Fransk politik er forvandlet. Igen. Og det går gerne sådan, at når Frankrig forvandles, så bliver ting også forvandlet i andre lande. Hvad enten man tænker og tror på, at Frankrig har et ’universelt kald’, eller man mere køligt bare iagttager, hvad der foregår i Europa gennem tiden, så er det svært at komme uden om, at det sekskantede land har en tendens til at være laboratorium for omvæltninger. Lad os bare sige det med general de Gaulles ord: Et land skabt til fuldbyrdet succes eller eksemplarisk ulykke.

Intet menneske i Europa lever i dag et liv, som ikke er præget af, hvad der skete på barrikaderne i Paris så sent som i 1968. Manden i spidsen af den bevægelse var Daniel Cohn Bendit, tysker, franskmand, demokrat, revolutioner, oprørsk, rød helt til hårrødderne.

Cohn Bendit er i dag blandt de stærkeste og mest udtalte støtter til Emmanuel Macron, som er en ung mand på 39 med Napoleons energi og de Gaulles sans for, hvad der skal til for at blive og være fransk præsident: Noget folkeligt, noget aristokratisk, noget demokratisk, noget erotisk, noget kejserligt. »Make our planet great again«, som han sagde til Trump.

Har de politiske partier overhovedet en rolle at spille i en fremtidig forståelse af moderne demokrati?

Med Macrons magtovertagelse har Frankrig genfundet ånden og logikken i Den Femte Republik, som i årene 1958-62 blev defineret i en skøn blanding af det royale og det republikanske i opposition til den form for parlamentarisme, hvor der parlamenteres herfra til månen i en uendelighed af stilstand. Der skete noget, da de Gaulle og Den Femte Republik tog over: Koloniriget blev afviklet, økonomien rettet op, kulturen styrket.

Men gradvist har gamle politikere og gamle partier gnavet sig ind på Den Femte Republik og reduceret den til historisk normalstørrelse og lumpen dagligdag. Nu er det hele så eksploderet, og Frankrig finder måske sig selv igen »som prinsessen i eventyret eller madonnaen på freskomaleriet«, med generalens ord.

Hvad varsler de franske omvæltninger for alle andre? For det første og helt fundamentalt: Frankrig fandt på ’højre og venstre’ i 1789. Måske har Frankrig efter mange tilløb nu omsider afskaffet denne modsætning? Det ’oprør fra midten’, som også mange danskere har drømt om, er måske i Frankrig ved at finde sin moderne form i en ny forståelse af forholdet mellem frihed og lighed, mellem marked og samfund, mellem stat og privat, globalt og lokalt, lukket og åbent?

Hvis et historisk forløb fra 1789 faktisk har fundet sin foreløbige afslutning her i 2017, så er det temmelig, ja, historisk, hvad vi oplever netop nu.

For det andet og mere pragmatisk: Har de politiske partier overhovedet en rolle at spille i en fremtidig forståelse af moderne demokrati?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Frankrig havde de politiske partier med årene fået en sådan selvfølelse, at de seriøst mente, at deres mere eller mindre indspiste primærvalg var de egentlige valg. Vælgerne havde værsgo at vælge mellem primærvalgenes pragteksemplarer, senest en vis François Fillon (republikanerne) og en vis Benoît Hamon (socialisterne).

Men ingen af de to kommer så meget som til at have et sæde i det nye parlament, for vælgerne sagde, rend og hop. Vælgerne tror på demokratiet, og vælgerne tror på bevægelsen, men de tror ikke længere på de politiske partier.

Fjernt fra frankrig, langt oppe i et nordligt land, hvor flaget og for tiden også regeringsmagten falder ned fra himlen uden mindste forhold til, hvad vælgerne afgiver af stemmer; et land, hvor alt står stille i endeløse forhandlinger mellem politiske partier; et land, hvor ministre emanerer ud af parallelsamfund med navne som Venstre eller Socialdemokratiet ... i det land kan man måske hilse Emmanuel Macron velkommen med et citat fra Socialdemokratiets stærke mand, Henrik Sass Larsen:

»Altså et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelthen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet«.

Gang i kongedømmet – le royaume en marche?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden