Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Arkivtegning: Roald Als/Politiken-Tegning
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Signatur: Socialdemokraterne er på fatale afveje

Kaare Dybvads bog udskammer de kreative og lærde, men hans parti har brug for dem.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke nemt at være socialdemokrat i folkevandringernes tidsalder. Og det er heller ikke nemt at være socialdemokrat i den modne velfærdsstats epoke.

Det kan man se i alt, hvad Mette Frederiksen gør. Som partiformand har hun valgt at spejle Dansk Folkepartis udlændingeretorik og politik, fordi socialdemokraterne aldrig vinder et valg, hvis de ikke får opbakning fra alle dem, der er forbeholdne, skræmte eller fjendtlige over for yderligere indvandring.

Og hun er også nødt til at lytte til alle de menige arbejdsbier, der i disse år mister rettigheder, indflydelse og elementær arbejdsglæde rundt omkring i velfærdssamfundet, efterhånden som djøfferne bag new public management-tænkningen udskifter varme hænder med kolde.

Indvandrere og flygtninge samt jurister og økonomer og andre langtuddannede er med andre ord blevet det fleksible danske socialdemokratis naturlige fjender, fordi partiet ikke vinder valg uden at lægge afstand til begge grupper.

I forhold til den første, nogle af verdenssamfundets svageste, lyder det fra Mette Frederiksen, at humanisme må afbalanceres med realisme. I forhold til den sidstnævnte, nogle af verdens mest privilegerede, er det sværere.

For selvfølgelig skal en kompleks, ambitiøs skattefinansieret velfærdsstat styres. Socialdemokratiets fodfolk ønsker mere ’humanisme’ på plejehjem, hospitaler, skoler, daginstitutioner m.fl., men intet parti kan se bort fra det objektive behov for den ledelse og styring, som skal til, hvis ikke velfærdsinstitutionerne skal forsumpe funktionelt og økonomisk, fordi snævre faginteresser får lov at bestemme for meget.

Til indvandrere, flygtninge, jurister og økonomer kommer med folketingsmedlem Kaare Dybvad Beks (S) bog ’De lærdes tyranni’ en ny fjende for Socialdemokratiet: de kreative. Dybvad tegner et billede af en samfundsudvikling, hvor en lille forkælet gruppe er rendt med den afgørende politiske indflydelse.

Det er ikke uddannelsesniveauet, endsige kreativiteten, der er problemet, det er holdningerne, det handler om

Lad mig sige det med det samme: Dybvads bog er vigtig. Man kan mærke, at det er en veluddannet og kreativ person, der har skrevet den! Og så peger han præcist på det, som måske allermest har været med til at fremmedgøre både Socialdemokratiet og fagbevægelsen fra deres naturlige allierede: akademiseringen af uddannelsessystemet.

Men Dybvads bog er også problematisk. For selvfølgelig kan den gruppe på 2 pct. af befolkningen, som han henregner til den kreative klasses kernetropper, ikke rende med en samfundsudvikling.

Selve titlen på bogen er helt hen i skoven, for arbejderbevægelsen ville aldrig have rejst den bygning, vi stadig bor i her i Danmark, hvis ikke det havde været for alliancen mellem den brede befolkning og de såkaldt ’lærde’. Det var en enorm gevinst for Socialdemokratiet, at ’lærde’ som Gustav Bang, K.K. Steincke og Hartvig Frisch i begyndelsen af det 20. århundrede allierede sig med partiet, ligesom det enestående moderne velfærdssamfund aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke J.O. Krag og hans generation af akademikere havde tænkt store tanker og givet stafetten videre til ’lærde’ folk som Auken, Lykketoft og Nyrup m.fl.

Det er ikke uddannelsesniveauet, endsige kreativiteten, der er problemet, det er holdningerne, det handler om. Har man hjertet på rette sted? Er der plads til humanisme, eller handler alt om den ’realisme’, som drev Bjarne Corydon, der solgte ud af enhver socialdemokratisk etos, da han hærgede i Finansministeriet, inden han lod sig forgylde af McKinsey?

Kaare Dybvads bog har én fantastisk vigtig pointe, som desværre er pakket ind i sludderet om de farlige kreative og lærde: Både de politiske partier, arbejdsmarkedets parter og akademikerne i ministerierne hader tilsyneladende de faglige uddannelser. I årti efter årti ødelægger man erhvervsuddannelserne, så ingen efterhånden aner deres levende råd. Katastrofen har været åbenbar længe, men ingen gør noget. Måske Dybvads bog trods alt kommer i rette tid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden