Jeg har lige været en tur i fortiden. Kigget tilbage på dengang, da min datter gik i vuggestue, og jeg skulle jonglere mig til et fodfæste på arbejdsmarkedet, et finansmarked, der bragede ned, og en jobusikkerhed, der voksede.
Jeg har ikke genbesøgt tiden ved at kigge på de 3.000 søde, sjove og lykkefyldte billeder, der ligger på min telefon af min datter fra de år. Jeg har gravet i arkiverne på min computer fra 2009 og fundet de strøtanker, jeg fældede ned om tiden dengang. Om, hvordan korthuset ramlede, når de ringede fra vuggestuen og sagde, at min datter var syg, om ender, der ikke kunne mødes, om tanker om at kyle computeren ud gennem kontorbygningens store glasruder og skrige: »Julehygge. Hvad fanden tror I? Jeg har ikke tid!«. Om ønsket om at arbejde på en anden måde uden at kunne finde en løsning på det.
