I slutningen af juni bragte vi et fint indlæg her i avisen om sabbatåret og om, hvor hurtigt ’meningsløsheden’ breder sig i kroppen, når man pludselig står med tiden og hverdagsplanlægningen på egen hånd. Ingen faste skemaer længere. Det har man aldrig prøvet før. Pludselig slutter ens uddannelse, og man bliver sluppet af systemets ellers livslange fangarme og faste tøjler. For første gang efter endt gymnasietid eller uddannelse får man pludselig lov til selv at være herre over sin egen tid.
Sabbatåret, det år, man måske hele sit liv har ventet på, beskrev debatindlæggets skribent som »spildt tid« grundet frustration over, hvordan denne tid skulle udnyttes. Og en frygt for, at sabbatåret var endt, før man havde nået at rejse sig fra den sofa, man lige havde lagt sig på. Fordi man så længe havde trængt til den lur.
