Det mest overraskende aspekt af Donald Trumps politiske tiltag er efterhånden, at folk stadig lader sig overraske af dem. Hver gang han går til angreb på endnu en grundpille i den globale verdensorden, udløser det vantro og trækker harmfulde overskrifter – som når han udtrykker støtte til russiske krav på ukrainsk territorium, overvejer at gennemtvinge en annektering af Grønland eller ryster finansverdenen med sine meldinger om toldsatser. Hans tiltag er dog så konsistente, og hans verdensbillede så skarpt optegnet, at ethvert udtryk for overraskelse efterhånden kun kan skyldes bevidst selvbedrag.
Folk, der støtter en liberal orden, ser verden som et netværk, hvor alle potentielt kan nyde godt af samarbejdet. De mener, at konflikt kan undgås, fordi samarbejde kan gavne alle involverede. Denne tro har dybe filosofiske rødder. Ifølge de liberale har alle mennesker et fælles erfaringsgrundlag og et interessefællesskab, der kan danne grundlag for universelle værdier, globale institutioner og folkeretten. For eksempel afskyr alle mennesker sygdomme og har en fælles interesse i at undgå, at smitsomme sygdomme spreder sig. Derfor nyder alle lande også godt af lægefaglig vidensdeling, globale tiltag for at udrydde epidemier og etablering af institutioner, der som WHO koordinerer indsatserne. Når liberale ser den måde, hvorpå ideer, varer og mennesker strømmer fra land til land, ser de da også hellere på de indbyrdes muligheder og potentielle fortjenester, det medfører, end at opfatte dem som udtryk for noget, der uundgåeligt fører udbytning og konkurrence med sig.
