Det vækkede stærke følelser på de sociale medier for to år siden, da en video med en udmattet og udmagret isbjørn på dødens rand i en desperat jagt på føde gik viralt. Den hjerteskærende video mindede os om, hvor galt det kan gå, i takt med at den globale opvarmning får havisen til at skrumpe og truer isbjørnen på livet.
Det er ganske sikkert, at en video med en meget slank udgave af en vandloppe, som svømmer rundt i Diskobugten i Vestgrønland, ikke ville vække de samme følelser hos folk og aldrig ville få det samme liv på de sociale medier. På trods af at lige præcis den scene i værste fald kan få en barsk konsekvens ikke kun for isbjørnene, men også for alle de andre dyr i Arktis, som indirekte eller direkte har vandloppen som en livsvigtig fødekilde.




























