De gode gamle dageer forbi – dengang danskerne var begejstrede for at tage på deres første rejse til USA. Selv de Bill Clinton-dominerede 90’ere er i dag blot et svagt minde for dem, der engang så op til mit land, tog nogle af vores skikke til sig og adopterede vores slang – inklusive vores vulgariteter som brugen af ’f-ordet’. Ingen mængde Florida-solskin, californiske drømme eller Big Apple-begejstring er længere nok til at lokke danskerne tilbage til USA. I hvert fald ikke nu.
Når jeg ser tilbage på starten af det nye årtusind – og især 11. september 2001 – får jeg stadig en klump i halsen ved mindet om den eftermiddag, hvor jeg forlod mit kontor, som havde udsigt over Garnisons Kirkegård ved den amerikanske ambassade, for at tale med nogle af de hundreder af danskere, der havde samlet sig ved indgangen. En kvinde holdt et billede af World Trade Center, og jeg spurgte hende, om hun havde mistet nogen der. Hun svarede nej. Så spurgte jeg, om hun nogensinde havde besøgt New York og set WTC, og igen svarede hun nej. Så sagde hun: »Men det betyder ikke noget, for i dag er vi alle amerikanere«. Jeg har aldrig glemt hende – eller den følelse, det gav at stå blandt så mange fremmede, der ønskede at trøste os amerikanere.
Det var højdepunktet i de 50 år, jeg har levet med og blandt danskerne, og det kunne ikke være mere forskelligt fra dengang, jeg kom hertil som nytilkommen amerikaner i 1974 – straks efter oliekrisen og bilfri søndage og fem måneder før afslutningen på Vietnamkrigen.
