Ved Eremitageløbets premiere i september 1969 deltog en søofficer, der på papiret var midt i livet. Motion, løbetræning og sundhed var nærmest fremmedord for det meste af befolkningen dengang, og som så mange andre var manden et stykke fra topformen, da han deltog i strabadserne på grusstierne i Dyrehaven nord for København. Efter løbet fik han det skidt. Han tog afkræftet tilbage til sit skib, hvor han senere samme dag døde af en blodprop i hjertet på grund af massiv forkalkning i kredsløbet.
For den unge idealistiske læge Peter Schnohr var dødsfaldet en katastrofe. Han anede ikke, hvad han skulle stille op. Det var ikke lige den begyndelse, han havde håbet på, da han fik den ide, at danskerne skulle løbe sig sundere på den dengang 12,1 kilometer lange rute blandt kronvildt og efterårsfarvede træer. Drømmen om at forhindre, at så mange danskere mistede livet på grund af hjertesygdomme, fordi de bevægede sig alt for lidt, var ved at udvikle sig til et mareridt.
»Da jeg om aftenen hørte om dødsfaldet, tænkte jeg: »Det her går ikke. Vi kan jo ikke lade danskerne løbe rundt og dø«. Jeg var helt ude i tovene, havde det forfærdeligt og var overbevist om, at det var min skyld, at soldaten døde. Jeg ringede til min chef på Rigshospitalets hjerteafdeling, Anders Tybjærg Hansen, for at høre, om vi skulle stoppe Eremitageløbet. »Nej, doktor Schnohr, De skal fortsætte«, sagde han. Han mente, at dødsfaldet jo blot ramte en ud af de knap 3.000 deltagere, og at fordelene ved at fortsætte løbet var større end ulemperne. Det var hans vurdering, og jeg rettede bare ind«, fortæller speciallæge og dr.med. Peter Schnohr, der i dag er 77 år.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
