Mens brugen af AstraZeneca-vaccinen er sat på pause, da vaccinen i sjældne tilfælde kan medføre en særlig form for blodprop, er der opstået mistanke om, at endnu en vaccine kan have en lignende sjælden, men potentielt dødelig bivirkning.
Det drejer sig om vaccinen fra Johnson & Johnson, der i øjeblikket udelukkende bliver brugt i USA, men som ifølge Lægemiddelstyrelsen skulle tages i brug i Danmark inden for de næste to uger. Vaccinen er den, som Danmark med over otte millioner doser har bestilt flest af. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) udsendte fredag et varsel om, at fire personer i USA, der har fået Johnson & Johnson-vaccinen, er ramt af blodpropper, der kan minde om den usædvanlige form for blodpropper, der er blevet kædet sammen med AstraZeneca-vaccinen.


























