Nogle har et lille mærke ved næsen eller i panden eller et andet sted. Hos andre dækker et modermærke en stor del af det øverste af ansigtet eller halsen. Eller det fordeler sig udover den ene halvdel af et ansigt, som derved synes at have to meget forskellige sider.
Til fælles har alle på fotokunstneren Linda Hansens nye billedserie, at de er født med et synligt kendemærke i huden på halsen eller i ansigtet. Ikke to mærker er ens. Mærkerne forsvinder aldrig. De kan udvikle sig forskelligt og i nogle tilfælde lysnes, så de syner mere blege. Men de vil altid være der som en del af den enkeltes ydre personlighed – og netop kun som en del af den.
»Hvordan ser andre et menneske med et mærke i ansigtet? Har størrelsen af mærket betydning? Og hvad sker der, når et menneske med et kendemærke i ansigtet kigger direkte tilbage på os? Hvad sker der, når vores øjne løber hen over mange billeder af mennesker med modermærker? Alle de spørgsmål er interessante, synes jeg«, siger Linda Hansen.
Linda Hansen fik ideen til billedserien gennem en venindes datter, som hun har kendt, siden hun var lille:
»Vi har tit talt om, hvordan hun blev mødt af verden med sit modermærke i ansigtet. Hun har fået nogle vanvittige kommentarer. Det virker, som om man kan sige hvad som helst til folk, når de har et modermærke i ansigtet. Det blev jeg så forarget over«.
Da hun havde fået ideen til at fotografere modermærker af typen naevus flammeus, skrev Linda Hansen et opslag på Facebook, hvor hun søgte mennesker med mærker. Opslaget blev delt 434 gange. En af dem, hun fik kontakt med ad den vej, var 38-årige Christina Anderskov, der arbejder som international klimakoordinator hos Københavns Kommune:
»For mig har det været spændende at være med i Lindas projekt. Jeg tror, portrætterne sætter mange tanker i gang, og jeg håber, at billederne kan få folk til at prøve at sætte sig ind i, hvordan det er at være født anderledes. At have et modermærke er ikke en sygdom. Det er der bare. Jeg har haft både dårlige og gode oplevelser med mit. Jeg tror, det har været medvirkende til, at jeg gør mig stor umage for, at folk skal se min karisma i stedet for mit mærke«.
De dårlige oplevelser har for Christina Anderskov været, når fremmede mennesker, »især ældre kvinder og unge mænd«, i en ret aggressiv tone nærmest har forlangt en forklaring på, hvorfor hun har et mærke i sit ansigt:
»Folk har sommetider virket irriterede, når jeg svarede dem. Som de forventede en meget dramatisk årsag. At man havde været ude for et biluheld for eksempel. Jeg har også prøvet at blive kaldt alt fra scarface til elefantmanden. Men der er også gode ting ved at have et modermærke. Folk kan altid genkende mig. Også efter ikke at have set mig i mange år«.
Bevidst har Linda Hansen fotograferet alle på samme baggrund og med samme usmilende ansigtsudtryk og direkte blik. Inspirationen til konceptet har hun fra id-billeder som f.eks. pasfotos. Man kunne have lavet en lignende billedserie med mennesker, der har farvet håret grønt eller fået lavet tatoveringer eller piercinger i ansigtet. De store forskelle på den slags kendemærker og modermærker er, at mennesker med modermærker ikke selv har valgt at se anderledes ud, at deres mærker ikke kan fjernes, og også at modermærker ikke er anerkendte kendemærker i en tid, hvor man i alt fra navngivning af babyer til påklædning ellers hylder det anderledes og det unikke, siger Linda Hansen:
»Der er en tendes til at dyrke det unikke. Men i bund og grund har det ydre ikke den store betydning for de mennesker, der virkelig betyder noget for en. Samtlige af de her mennesker med modermærker fortæller, at ingen af deres nære relationer ser mærkerne længere. De er jo ikke vigtige. Så med billederne spørger jeg også: Hvor lang tid skal vi se på hinanden for virkelig at se mennesket i stedet for at se noget ydre?«.