Han havde løkken omkring halsen. Klokken var lidt i fire en dag i april, og Balal skulle dø.
Nogle minutter tidligere havde folkemængden set fængselsbetjentene slæbe Balal ud af porten. De havde set ham gå med små skridt – hæmmet af lænken rundt om anklerne – hen mod den træstol, der skulle være det sidste, han mærkede under sine fødder.
Selv så den unge iraner ikke noget. Et sort bind dækkede hans øjne, så han vidste ikke, hvor mange mennesker der var mødt frem for at overvære ham modtage den mest uigenkaldelige af straffe for sin forbrydelse: Et knivdrab på en anden ung mand under en slåskamp i en gade. Han så heller ikke sin mor, der var sunket sammen på første række og nu sad sammenbøjet med kinden på en af gitterstængerne ind til henrettelsespladsen.
Oppe på stolen begyndte han at råbe i sin træningsjakke og tøfler. Råbe og bede. Ved offentlige henrettelser i Iran er det nogle gange offerets familie, der egenhændigt skubber til stolen – og de var da også til stede denne dag i den nordiranske by Nur. Og på vej op mod deres søns morder.
