Museerne verden over har for længst fundet ud af, at kunst og kultur ikke skal stå alene, men har godt af at få følge af god mad og drikke. De dage er for længst forbi, hvor de besøgende blev afspist - bogstaveligt - med en vissen, plastikindpakket sandwich af klægt brød og med udrikkelige, varme væsker og nedslidt kantinemøblering. Ja, sådan var det engang, fra London og Wien til Danmark. Måske lokker et ordentligt køkken ikke flere ind gennem hoveddøren - hvilket jeg i øvrigt tror - men det medvirker jo altid til en god stemning. Her i København er museumsgæsterne blevet overordentlig forvænte, for de fem store og betydningsfulde museer byder alle på køkkener af særdeles høj kvalitet. Selvfølgelig er der en graduering - man har da sine yndlings- spisesteder også i den kulturelle verden - og jeg kender mennesker, som simpelthen går på museum for at spise godt. Ja, maden skal være prima, men på en rar sommerdag er der da heller ingen, som kan byde på smukkere kulisser til den røgede sild end Kunstindustrimuseets cafe, der da breder sig helt ud i Grønnegården, eller til det sprængte oksebryst med peberrod, der tilvirkes i køkkenet bag Rosenborg Slots Traktørstedet. Og det smager dobbelt så herligt, når man sidder uden for den gamle portnerbolig og kan studere tårne og grønne spir og alle krummelurerne på Christian IV's højt elskede slot. Men sommetider er det vinter her til lands, og ingen luksusrestaurant i vor by kan drømme om at overgå Glyptoteket på en kold og gusten februardag, hvor man krymper i størrelse, men straks bliver menneske igen i nummer 42, når man har fundet sig en plads ved kanten af palmehavens tropiske vækster og taget den første mundfuld af den fine, røgede laks. Så meget for at sige, at vi forleden kørte sydover mod kunstmuseet Arken, der p.t. og et godt stykke ind i det nye år lokker med sin store Asger Jorn- udstilling, der selvfølgelig er et trækplaster. Vi ville se malerier og spise frokost en lørdag i denne måned, og derfor ringede jeg i god tid ned for at bestille bord. Forgæves. I weekenden reserverer vi ikke plads, var svaret, som blev ledsaget af det gode råd: »Men kom gerne lidt tidligt, ikke lige klokken 13, og jo tidligere De spiser, jo flere ledige pladser er der«. Dåseasparges og fryserejer Det viste sig, at der var flere tomme borde end optagede, da vi gik ovenpå til restauranten omkring kl. 12.45, og vi fandt nemt et vinduesbord. Dagen var alt andet end charmerende, men udsigten hen over de kunstigt fremdyrkede klitter og ud over vandet er altid fascinerende. Så vi satte rumpen i cafeens Trip-Trap-stole og studerede det fremlagte spise-drikke- kort. Her er delvis selvbetjening - vi gik op til skænken og bestilte vores frokost og betalte, men en ung weekendhjælper var så venlig at tilbyde at bringe den til vores bord, når den var færdig. Tak. Dagens varme frokostret til 98 kr. interesserede os absolut ikke, det var nærmest en middagsret, højreb med flødekartofler, og heller ikke dagens suppe, men der var jo andre muligheder - såsom en club sandwich og en omelet , der blev betegnet som varme/lune retter, plus det kolde (alt for kolde, tilføjer jeg). Vi var tre personer til denne prøvespisning og spredte vores bestillinger ud så godt, vi nu kunne. Min ene gæst var tæt på at bestille den franske bondesalat til 69 kr., men skiftede mening - det blev til Arkens frokostplatte til topprisen 98 kr. - og den var med røget laks med et par grønne dåseasparges, pæne, rødmende skiver af roastbeef med remoulade, Arkens egen hønsesalat og to slags ost, så vidt vi kunne dechifrere en gruyere og en brie. Den meget beskedne og småttærende gæst sagde: »Tak, jeg skal kun have en bagel med røget laks og dildcreme (49 kr.), mens jeg satte mig på Arkens fisketerrine af laks med salat (79 kr.), og hvad der hverken stod skrevet eller blev sagt, med en uønsket, generøs portion af de dybfrosne, små rejer, som altid er på tilbud i supermarkedet og en af mine hadeingredienser i det danske frokostkøkken. Til alt dette bad vi om en halv flaske af husets rødvin (85 kr.), som viste sig at være en Cabernet Sauvignon fra Chile, årgang 2000, og fra - sagde etiketten - Rosario Estate, og desuden til den tørstige et stort glas Carlsberg fadøl (39 kr.) Isnende køleskabskoldt Hvorvidt Asger Jorn appellerer til den danske udstillingsgæst kunne vi ikke finde ud af - vi hørte både pro og contra, som det hedder - men kun en meget ukritisk gæst vil være tilfreds med en frokost som den, vi fik. Den største og første anke er temperaturen - alt, hvad vi fik serveret, var ikke blot koldt, men isnende køleskabskoldt, så alt smagte af ingenting. Undtagelsen var det gode, store hjemmebagte brød, der fulgte retterne. Og da vi havde åndet varmt på tallerkenerne - og ret så forgæves - og de var ved at nærme sig stuetemperatur, sagde min mest kritiske gæst, at det nok havde været en fordel med køleskabstemperaturen, der umuliggjorde en sober smagning. Hans egen bagel var ikke en bagel, men en afart af et vandpenslet stykke dansk rundstykke, hævdede han, og laksen smagte af et juletilbud. Hårde ord, og selv om jeg prøvede, kunne jeg ikke finde noget venligt at sige om min fisketerrine, to små skiver af nydeligt udseende og garneret med salat, men helt uden smag og dænget til med de optøede rejer. Hvilket utvivlsomt var ment som en venlighed. Den eneste heldige ved denne frokost var manden, der havde valgt Arkens frokostplatte, hvis indhold var acceptabelt. Og igen - prisen tog det hjemmebagte brød, det havde både karakter, smag og substans. Til sidst bestilte vi kaffe, og ikke den fra kaffemaskinen til 22 kr. pr. kop og serveret i en termokande, når man er flere personer - og den, som jeg stiftede bekendtskab med under Fernando Botero-udstillingen - desværre. Denne gang bad jeg om Kenya stempelkaffe til 69 kr. for to-tre kopper, og den var aldeles udmærket. Til den prøvede vi et par af de store kager, som kommer fra en konditor uden for huset, en æbletærte, en nøddetærte og en gulerodskager med den specielle, amerikanske, søde creamcheese glasur, og de kostede alle 32 kr. pr. skive. Tja, hvordan skal man karakterisere denne oplevelse? Som den skarpe tunge opsummerede vores frokost: »Den er sultafværgende«. Arkens Cafe kan beklageligvis ikke trække mere end to kokkehuer i land.