Menuen står på fransk. Glasmontren, der udstiller smukke makroner og desserter, er typisk fransk brasseriestil. Tjenerne er franske. Og selve indretningen minder også om det store franske brasserie. Priserne er ikke afskrækkende på kortet, der på ægte fransk vis dyrker kødet og de lidt tungere retter, så vi valgte at spise a la carte. Forretterne er inddelt i kolde og varme. De kolde er klassiske med laks, foie gras og skaldyr, og de varme lidt mere rustikke med cocotter, snegle og fiskesuppe. Jeg har en svaghed for klassisk fransk fiskesuppe og snuppede den, mens min medspiser valgte petit pots med snegle, tomatkonkassé, kryddersmør og brødcroutoner. Rendyrket nostalgi Vi måtte også lige dele en salat med foie gras for at teste klassikeren. Den var helt klassisk. Ikke ophidsende, men en pæn, velvendt salat med en ganske rundhåndet skive foie gras terrine. Traditionelt uden at overraske. Det skal den måske heller ikke, men efterhånden som det franske klassiske er blevet prøvet, kan man måske lige tviste om ikke andet så tilbehøret en anelse. LÆS OGSÅToprestauranter rykker ind i Københavns Lufthavn Nå, rendyrket nostalgi kan være på sin plads. Det var den i hvert fald i fiskesuppen, der var helt pureret god bisque med masser af fisk til at tykne og serveret med croutoner, den franske sauce rouille og revet Gruyère. Lige efter bogen. Og når noget er veltillavet og friskt, så kan det som her være genkendeligt dejligt. Mørk bedstemorstil De små potter med snegle var en rigtig bedstemorversion af dem, man kan købe alle vegne. I seks små ildfaste kopper lå snegle med frisk, hakket tomat, smør med hvidløg og persille samt lidt hakket brød øverst, så der dannedes et låg, hvorunder de brandvarme snegle lå. I glasset havde vi først fået lidt bobler, en Brugnon rosé brut fra det sydlige Champagne, hvor blandt andet pinot noir-druen giver farven til denne gode, svagt laksefarvede modechampagne. LÆS OGSÅSøllerød Kro rammer perfekt mellem tradition og fornyelse Fra køkkenet var der kommet små friskbagte ostebakkelser, der kun var med til at understrege det klassiske snit. Efterfølgende til foie gras’en og suppen blev vi anbefalet glas af riesling og Pouilly-Fumé (55-60 kr.). Sidstnævnte var lidt træt i betrækket, fredsommelig, men ikke det, man forventer af en Pouilly-Fumé. Tempoet var fint og tjeneren venlig og opmærksom. Postevand, brød og naturligvis fransk smør. Usprælsk tallerken Medspiseren tog andebrystet, mens jeg prøvede vagtlen. Fra det udmærkede og meget prisræsonnable vinkort sad jeg først og fedtede med en Gevrey Chambertin til 450 kr., men køkkenet anbefalede, at vi ofrede 45 kr. mere på en langt større oplevelse: Savigny-Lès-Beaune les Narbantons, der var klar til at drikke netop nu. Rund og behagelig bourgogne, der var lige ved at blive væltet omkuld af de kraftige saucer. For saucer, det var der. Disse mørke indkogte fonder, der på mange måder er skønne, men som også kan få én til at hænge lidt vel fast i tallerkenen. Det stegte andebryst kom med stegte svampe og rødvinssauce. Det kan jo ske på flere måder. Her var det et lille fad med andebryst skåret op i tynde skiver og anrettet på hele fadtallerkenen med lidt stegte svampe ud over og saucen både over og til. Brunt i mørkerødt. LÆS OGSÅDanskerne er umættelige efter madfilm Min tallerken var ikke meget mere sprælsk. Her lå en lille farseret vagtel med fyld af kastanjer, en madeirasovs og noget indbagt ragout, kartoffel millefeuille og stegte kager af svampepolenta. Om muligt en endnu mørkere middagsret. Men en ting er mørket – det må vi jo leve med. En anden er smagen. Mangler smag Råvarerne som sådan er fine, men der kunne have været fyret mere op under krydderurterne til f.eks. vagtlen. Groft havsalt til at gøre fuglens skind sprødt og et skud timian havde gjort underværker. Nu druknede den lidt i madeirasovsen og det brune tilbehør. Det var mængden frem for smag og raffinement, der var i centrum, selv om brun sovs og kød jo godt kan behage. Hvis man blot kom sulten forbi og nøjedes med en hovedret og et glas vin, ville det være et mættende aftensmåltid. Der var også confit, oksemørbrad og et par klassiske fisk på kortet.

I den søde afdeling lød æbletærten lokkende, så den tog medspiseren og fik en formmæssigt meget smuk tærte med æble lagt i mønstre, men smagen var han ikke ved at falde om over. Som supplement var der både is og en lille cannelle, denne franske specialitet af langtidsbagt creme, der bliver helt karamelliseret i overfladen. Svære at håndtere, men det gik fornuftigt her. Selv bestilte jeg stedets desserttallerken. Det var helt nostalgisk med sådan et 80’er-hit, og fidusen ved en desserttallerken er jo, at man får mange forskellige og samspillende smagsoplevelser. Det fik jeg nu ikke her. Mener det godt Serveringen var et smukt opbud af formarbejde rettet mod det visuelle. Tre forskellige bavarois (buddinger) i midten, smagt til med karamel, hindbær og passionsfrugt og med en rand af flot tynd pynt af chokolade, men stort set ens i smagen og alle tre i den meget moussede ende. LÆS OGSÅMeyers nye menukort trumfer forfærdelig akustik Det blev understreget af den lille crème brûlée ved siden af, hvor knaset var meget tyndt, mens æggedelen var den fyldige. Endelig kom en lille chokoladefondant, der var bagt lidt for længe, smagte af pasteuriseret æggehvide, og chokoladen var ikke markant nok. De mener det vel, men mindre kunne gøre det, hvis smagsforskellen var større. Også til kaffen var de rundhåndede med de smukke makroner, små chokoladestykker og sprøde kager. 1.514 kr. er, hvad det kostede for to personer at spise sig propmætte, men raffinementet manglede midt i den gode vilje og den venlige betjening. Giv retterne mere varians, og skru op for det grønne, så stiger graderne. Lige nu til tre huer. FACEBOOK