Min gæst, som har en vis interesse i regionens rygte, forsøgte at formilde omstændighederne: »Er det ikke noget med, at Henrik Vibskov også designer dem?«. Hun talte om de Egetæpper, der rejste bløde børster fra væg til væg i det mærkeligste rum, jeg har spist i. Det lignede kulissen til en amerikansk lægekonsultation. I en pornofilm.
Et par skabe i mørkebrunt laminat og glas med slebne ornamenter lignede rekvisitter, og de tungt guldrandede spejle og lysekronen lignede også noget, der var installeret i en fart for at simulere noget andet, end det lille hvide rum vi sad i.



























