Det var, som om Tisvilde ikke var startet endnu. I hvert fald ikke det berømmede og pastelfarvede sommer-Tisvilde, jeg havde set så utrolig meget frem til.
Det Tisvilde, hvor hele Hovedgaden bliver befolket af smukke mennesker med gode gener, faste træningsrutiner og velplejede neglebånd i evig løftet samtale om en pissegod og vildt original idé, der vil ændre Mediedanmark radikalt. Det Tisvilde, hvor alle mænd ligner Mikael Bertelsen, hvor der bliver skålet i Signe Wennebergs økologiske gin, high fivet med gedigent bagerbrød, og hvor alle dage starter med havbadning og morgenkys, der aldrig smager af paradentose, men kun af søde bær fra hegnet.



























