Da den navnkundige Jarl af Sandwich i sin tid lod den siden så populære klapsammenspise opfinde, var det for at kunne spise med én hånd og spille med den anden, så han ikke behøvede at forlade spillebordet. Det er sandwichens essens, at den skal være en nem og hurtig bid, der kan spises med den femgrenede. Det koncept fik clubsandwichen imidlertid lavet om på. Man kan sige, at den var en slags sandwichens renæssance. Og i vore dage er der langt mellem, at man får serveret en sandwich, der lader sig spise uden brug af kniv og gaffel - og i mange tilfælde også beskyttelsesudstyr og tropehjelm. Thi den gennemsnitlige sandwich anno 2005 er en mildt sagt omfattende affære, som ud over brød - der for guds skyld ikke må være sandwichbrød - indeholder både afskåret pålæg eller andet fyld samt grøntgarniture nok til at affodre en hel vegetarisk sommerlejr. Går man ind på Café Salonen i Sankt Peders Stræde i den absolut indre by, kan man få syn for sagn, for så vidt angår det tidligere anførte. Stedet er indrettet under en frisørsalon med borde med voksdug, gamle møbler og en meget dagligstueagtig stemning; et sted mellem shabby chick campingvogn og medborgerhus for unge. Væggene er beklædt med blandt andet gamle pladeomslag, og det varmede denne cafékontrollants hjerte at se salig Kai Løvrings legendariske 'Eskild fra Svendborg'-plade. Den lo vi meget ad i min barndom i 1970'erne, skulle jeg hilse og sige. Men det var sandwicherne, vi kom fra. Salonen har et relativt stort udvalg med diverse fyld, og de er blevet belønnet som mest innovative sandwich af et eller andet medie. Og de er da også opfindsomme. Brødet er sådan en slags pizza-sandwich-ting, og indholdet opulent. Vi fik henholdsvis en med laksefyld og en med tun. Begge akkompagneret af en kanins våde drøm i form af romainesalat, agurk, avokado, løg, tomat samt - og det er da innovativt - en dadel og et stykke æble. Dertil nød vi et par fadbamser fra Thisted Bryghus - øludvalget er glimrende på stedet. Alene det at sandwich serveres med steakknive bør mane til eftertanke. For det kan da ikke være meningen, at man skal bruge skæreredskaber af kirurgisk stål for at partere noget brød. Men det skal man. Og man skal desuden have gode armkræfter og kunne leve med angsten for, at maden ender i skødet af pigen ved bordet ved siden af. Sandwicherne med indbygget pectoraleksercits (en art brystmuskulatursgymnastisk, red.) smagte okay, bortset fra at avokadoen var taget for tidligt fra sin mor. Der er masser af grunde til at komme i Café Salonen. Stemningen, pigerne bag disken, øllet, kaffen og de interessante 1970'er-tidstypiske voksduge. Og sådan set også maden. Men det kræver et godt greb om gaflen.