Så fik han da endelig en Oscar her i 2007, Italiens største nulevende (film)komponist, Ennio Morricone. Nomineret fem gange, denne 70-årige musiker, som en gang gik i klasse med vennen Serge Leone og siden satte musik til dennes bedste film. Ja, med sin hidsige og anakronistiske brug af elektriske guitarer, mundharmonika, høje kvindestemmer og diverse harper skabte disse høje karakteristiske toner, som altid signalerer, at nu spilles der en spaghettiwestern på det hvide lærred.
Men også mere symfoniske klange, temaer og akkorder kunne han bruge til et score, som accentuerer det store drama. Tænk på Morricones flotte musik til ’Once Upon A Time In The West’, hvor hans panoramiske musik maler mesterværkets slutning til en stor saga om dengang, det moderne kørte ind i Vesten på kapitalismens togskinner. Morricone er især god til de store melodramatiske sager under historiens vingesus, eller når skæbnen banker på med skaftet af dødens le.
