Hej Leonora. Der er meget forsinkelse på linjen. Hvor er du? »I Damaskus«. Jeg kunne heller ikke forstå det. Du plejer ikke at tænke så længe, før du svarer. Bærer du slør, når du er i Damaskus? »Nej. Jeg ville aldrig tage til et land, hvor jeg skulle bære slør«. Men du kan da ikke bare vade ind i et muslimsk land og råbe »Jeg er lesbisk, dit svin« til det første lange skæg på gaden? »Nej, er du sindssyg! Jeg siger ikke engang til folk, at jeg er dansk. Jeg er svensker hernede. Jeg er så lidt lesbisk på disse kanter, at du tror, det er løgn«. Du indretter dig simpelthen efter gamle patriarkalske manderegler? »Det er sgu ikke kun mændenes regler, jeg er bange for. Det er en hel kulturs regler, jeg indretter mig efter, men sådan er det jo, når man besøger andre lande«. Har du oplevet censur dernede? »Ja. Sidste gang jeg var her. Jeg sad og googlede ’homobarer i Damaskus’, og så gik systemet i sort. Derpå kom der et flot billede af præsidenten med photoshoppede øjne og alting. Ømt«. Se, der er der virkelig noget at kæmpe for. Det får kvindernes kampdag i Danmark til at fremstå lidt hysterisk, gør det ikke? »Åh nej, skal vi nu ud i den dér med, at de har det meget hårdere andre steder i verden? Come on! Det er sgu da ikke et diktatur som Syrien, vi normalt sammenligner os med. Prøv at vende blikket mod Sverige i stedet for«. Forbudsnationen? »Ja. Forbudssverige har langt mere ligestilling, end vi har«. Ja, der skyder de kvindelige ministre. »Det er selvfølgelig ikke så godt. Til gengæld skyder de ikke alle feministerne ned, før de overhovedet har åbnet munden. I Sverige lider de ikke af vrangforestillingen om, at vi har haft ligestilling de sidste 30 år. I mine sorte stunder overvejer jeg at emigrere«. Hvad end du anmelder, får du det altid til at handle om drengene mod pigerne. »Hvor er du latterlig lige nu! Jeg anmelder en bog hver eneste uge, og 90 procent af dem handler ikke specifikt om køn eller kønsroller. Problemet er, at man husker dem, der gør. For eksempel da jeg anmeldte Henrik List. Eller dengang jeg sagde, at jeg var træt af store hvide mænd«. Netop. Du ser virkeligheden som en skyttegravskrig og har stirret dig blind på fjenden. Hvis den ikke er kastreret, er den farlig. »Jeg er ked af det, men det er altså dig, der skaber skyttegravskrig her. Jeg anmelder bare bøger, og en gang imellem giver det mening at bringe det feministiske perspektiv på banen. I Lists tilfælde, fordi bogen handlede om hans egne oplevelser med at kneppe thailandske ladyboys«. Men kan det ikke blive for forudsigeligt? Det minder jo om chefredaktøren for Danmarks kulturradikale avis. »Hvordan?«. At de gode og onde allerede har rollerne fordelt på forhånd. Politikens læsere får allerede en daglig dosis holdninger uden indhold. De trænger til et ny vinkel på tingene. »For mig at se er de gode og de onde overhovedet ikke givet på forhånd. For eksempel er jeg meget, meget træt af kernefamiliedyrkelsen i Danmark, og den indbefatter som bekendt både mænd og kvinder. Desuden vil jeg nødig være mand i dagens Danmark. Jeg ville ikke gide at være skaffedyr i to minutter«. Så er det godt, at din mandlige pendant Carl-Mar Møller er ved optræne en ny generation af rigtige mænd. Er det ikke bare det, kvinderne har brug for? »Siger du, at min mandlige pendant er en stenaldermand med ganespalte? Thanks a lot! Men jo, klart. Kvinderne har bare brug for noget pik, ikke?«. Jeg mente ... »Især mig. Du skulle vide, hvor mange mænd der skriver til mig og stiller deres ædle organ til rådighed. Jeg formoder, at de forestiller sig, at jeg ikke har fået sex i hundrede år. Eller også tror de simpelthen bare, at kvinder ligger med hænderne over dynen. De skulle bare vide«. Er det her feminisme ikke bare den samme gamle sang? Det er ligesom en trommesolo med Phil Collins. Bare fordi han bliver ved og ved, bliver den ikke bedre. »Er dette ’gammel vin på nye flasker’-argumentet? Sounds like it. Der er ikke to meninger om, at alt, hvad jeg siger om manglen på ligestilling, er blevet sagt før, men det gør det jo ikke mindre relevant. Se dig omkring«. Det gør jeg også. Pia Kjærsgaard styrer landet. Det havde hun ikke kunnet for 20 år siden. »Pia K har ikke ret meget med det her at gøre. Der er masser af grunde til, at feminisme stadig er vigtigt. Manglende ligeløn, kvinder, der tager barslen, kvinder, der ender med 20 procent lavere livsindkomst, kønsrollerne, der bliver mere og mere Adam og Eva. Vil du høre mere?«. Ja. »Manglende ligestilling af homoseksuelle og etniske minoriteter, seksualiseringen af vores offentlige rum, hele tilbage til familien-dyrkelsen. Mere?«. Åh, ja. »Hvordan mænd godt må have en seksualitet, de har oven i købet krav på at få den tilfredsstillet, mens det ikke er comme il faut, at kvinder har en. Når der er voldtægtssager, får kvinderne at vide, at de skal holde sig inden døre. I stedet kunne man bede mændene holde sig væk fra gaden, så kvinderne kunne gå i fred«. Nu taler vi jo ikke om Damaskus. I Danmark må kvinderne hjertens gerne have en seksualitet. Men hvis vi komplimenterer den, bliver vi kaldt sexister. Det er forvirrende. »Der er jo mange måder at komplimentere kvinder på. Jeg ved for eksempel ikke, om »jeg vil gerne give dig en omgang pik« er en kompliment. Jeg ved heller ikke, om den endeløse bright line of chatter, man bliver mødt med fra mænd hernede, er den bedste kompliment, jeg nogensinde har fået. Nu ved jeg ikke, hvad de siger, men de tager sig i skridtet samtidig, så man kan jo gætte«. Du må hellere se at komme hjem. Til kampdagen. Jeg skal nok holde mig inden døre. »Jeg når jo desværre ikke hjem til kampdagen i år. Men jeg synes da, at du skal tage derud i mit sted. Der er brug for mænd i den kamp«. Der er godt nok støj på linjen. Er du der? »Hallo. Er du der?«. Ja, men den hakker godt nok i det. »Det gør den. De er ligesom ligestillingen. To skridt frem og ti tilbage. Hallo? Er du der? Det er lidt ligesom træfpunktet«. Ja. Er der nogle friske piger på linjen? Hov. Var det en sexistisk joke? »Nej. Det var en association«. Hvorfor er der overhovedet brug for en årlig kvindernes kampdag? Du kævler jo om ligestilling året rundt. »Gu’ gør jeg da ej! Jeg taler faktisk ikke ret tit om ligestilling. Og i øvrigt synes jeg da også, ret forudsigeligt, at det ville være meget federe, hvis vi havde kampdag hver dag«. Okay. Kald mig mandschauvinist, men nu orker jeg ikke at tale om kvinder mere. »Har vi talt specielt meget om kvinder?«. Som ofre, jo. »Åh ja, offergørelsen! Den har du slet ikke været inde på! Det mest interessante ved ’du gør alle kvinder til ofre’-argumentet er, at det er en stopbold. Et holdkæftbolsje. Man kan jo ikke sige noget så. Så offergør man jo bare sig selv, ikke?«. Lige nu føler jeg mig som et offer. Leonora Christina Skov. Jeg kan ikke mere. »Du har slet ikke fået luftet alle fordommene om, at feminister er overvintrede Femø-lebber, der danser kædedans og lufter batiktryk. Hvad er den af? Ordet »mandehader« har vist heller ikke været nævnt. Skal det ikke med her til sidst? Jeg taler og taler og holder aldrig min kæft, vel? Så kender man feministen igen«. ... »Hallo, er du der?«.