145.566.
Så mange danskere er valfartet i biografen for at se den nye Batman-film, 'The Dark Knight', siden den havde premiere for en uge siden.
Lever op til hypen
I kroner og ører betyder det, at historien om Bruce Wayne og hans kappeklædte alter ego har indbragt 13,2 millioner kroner.
»Det er rigtig godt gået, og vi er virkelig glade. Filmen har bestemt bevist, at den kan leve op til hypen«, siger Marianne Petersen, pr og marketing-koordinator hos Sandrew Metronome, som distribuerer 'The Dark Knight' i Danmark.
Indy er størst
Batman er måske ugens mægtigste mand på biograflærredet. Men eventyrhelten Indiana Jones kan han ikke helt slå.
Da 'Indiana Jones og krystalkraniets kongerige' havde premiere i maj, var der hele 215.361 danskere, som bare måtte se filmen den første uge, den gik i biograferne.
Slår heller ikke Carrie og co.
Chris Nolans nyeste Batman-drama formår heller ikke helt at indhente de fire lækre tøser fra 'Sex and the City'.
I løbet af sin første uge på biografplakaterne i starten af juni lokkede 'Sex and the City: The Movie' 148.647 danskere ind i mørket.
Rekord i USA
I USA har 'The Dark Knight' ellers slået alle rekorder. I løbet af de 10 første dage nåede filmen at sælge billetter for i alt 1,4 milliarder kroner.
Og tallene fra de øvrige lande går i samme retning - på verdensplan har omsætningen indtil videre rundet seks milliarder kroner.
fortsæt med at læse
