Denne reportage blev første gang trykt i Ibyen i december 2013.
17.02
Det er ikke til at tro det lige nu, hvor støvregnen drysser ned over København, temperaturerne nærmer sig 0, og de fleste har søgt ly et sted, hvor radiatoren er tændt. Men om en halv time får Jack Hansen travlt. Det ved han.
Fordi det er fredag. Men mest af alt fordi det er i aften, den sidste fredag i november, at julefrokostsæsonen for alvor bliver skudt i gang i København.
Når alle skal til julefrokost, er det taxaerne, som får byen til at hænge sammen. Det er taxaerne, som kører os til fest om lidt over fyraften.
Det er taxaerne, som hjælper os fra det ene brokvarter til det andet, når den ene fest er gået død og den næste venter et sted derude.
Og det er taxaerne, som fragter os hjem igen, når snapsen har sat sig i halsen som kvalme, nylonstrømperne er løbet, og det hele pludselig ikke er sjovt længere.
Ved aldrig, hvad man kommer ud for
På sådan en aften kan man ikke undgå at blive lidt grebet af stemningen, fortæller Jack, mens han ryger en cigaret og sætter en kop tankstationskaffe på plads i kopholderen i Taxa 4x35’s vogn 77, en minibus med plads til otte kunder.
Selv om folk er fulde og nogle gange lidt dumme at høre på, er det en højtid. Og ved højtider er de fleste glade. Også taxachauffører.
»Men julefrokostsæsonen er også et tidspunkt, hvor du som taxachauffør aldrig ved, hvad du kommer ud for. Sidste år endte en af mine kolleger med en kunde, som var fuld og ville køres hjem til Aarhus, selv om det kostede 5.000 kr.«.
Sådan noget har Jack aldrig selv været ude for. Til gengæld har han været vidne til ikke så få tilfælde af julefrokostrelateret utroskab.
»Det sker da, at vinduerne bliver lidt duggede herinde. Så vipper jeg som regel spejlet væk. Engang var der en kvinde, der så det. »Du må da godt kigge med«, sagde hun. Men det havde jeg ikke lyst til«.
Et lille rullende diskotek
Jack begyndte at køre taxa for tre år siden, fordi hans daværende kæreste tit arbejdede om natten som sygeplejerske.
Inden havde han blandt andet arbejdet i eventbranchen, og den erfaring tog han med sig over i sit nye job, hvor han har forvandlet sin minibus til et lille rullende diskotek med lysshow og dunkende bas i højttalerne.
»Det er kunderne vilde med. Nogle af dem beder ligefrem om det på forhånd. Nu skal vi for eksempel hen og hente nogle fra ingeniørvirksomheden GEA, og de har bedt om lidt stemning«.
Hvad vil det sige?
»Jamen, det kan blandt andet være sådan noget som det her«, siger han og trykker på en knap. Så begynder lamperne at blinke. Blåt, rødt, grønt og hvidt. Ligesom på et diskotek.
17.29
»Nå, Birthe. Nu kommer jeg sgu herom og tager dig lidt på lårene!«.
En høj mand med mønstret butterfly bundet om halsen smyger sig ind på bagsædet ved siden af en kvinde i festkjole og uldfrakke.
»Nu skal du opføre dig ordentligt. Ellers må du sgu finde et andet sted at sidde«, svarer hun.
Alle i taxaen griner. Sammen med hundredvis af kolleger er de seks festklædte mennesker i taxaen på vej til julefrokost i Selskabslokalerne på Sallingvej i Vanløse.
Årets tema er James Bond. Så det bliver noget med kasino, dj og drinks med sjove navne, fortæller to af Birthes kolleger.
Hvor er diskolyset?
»Ja, og Bondbabes! Der kommer også Bondbabes«, siger den ene.
»Hvad? Kan det virkelig passe«, spørger hendes sidemand.
»Ja ja. De er blevet hentet ind udefra«.
Taxaen kører ud ad indkørslen og drejer til venstre.
»Hvad med diskolyset? Hvor er det henne?«, lyder det fra bagsædet. Jack trykker på et par knapper, og pludselig er bilen badet i blinkende rødt lys.
»Reach out, touch faith«, messer Dave Gahan i bilhøjttalerne, og damerne hviner af fryd. Så kører partybussen.
18.24
Det støvregner over Søborg, og Kristina og hendes seks kolleger er ved at være utålmodige. Om 6 minutter skænker tjenerne det første glas cava ved deres firmajulefrokost i Langebrogade på Christianshavn.
Men taxaen er forsinket, fordi dankortautomaten ikke ville printe kvitteringer og måtte et smut omkring værkstedet.
»Hvornår tror du, vi kan være der«, spørger Kristina.
»Om et kvarters tid, vil jeg tro«, sjusser Jack sig frem til og skynder sig ind bag rattet. Nu skal det gå hurtigt.
Men da taxaen når til Borups Allé, er der kø. En efter en holder bilerne stille. Med svagt brummende motorer og vinduesviskere, som skubber regndråberne af forruden.
En gang imellem får de lov til at køre et par meter længere frem. Men kun et par meter. Alle skal åbenbart ind til Indre By i aften.
Det bliver en lang aften
På bagsædet er Kristinas kolleger tæt på at miste modet. I stedet for at skåle og synge i kor, småsnakker de lidt om velkomstdrinken, som sikkert er væk, når de kommer.
Om hvad det mon betyder, at det er et maskebal, de skal til. Og om politiet, hvis obligatoriske julespritrazzia måske er grunden til, at vejen ind mod byen ikke er så ligetil, som den plejer at være klokken halv 7 på en fredag aften.
Men ved Jagtvej sker der noget. Knuden løsner sig, og taxaen kan igen sætte farten op. Hele bilen hujer, og Jack skruer op for Liga.
»Baby! Du må da være crazy! Yo, du er blæst! Men jeg skylder dig ik’ noget mer’!«, lyder det fra højttalerne. Alle synger med, og da taxaen endelig ruller ind på Langebrogade, eksploderer festen på bagsædet. Kristina smiler for sig selv og gemmer sit ansigt bag en maske af sort glimmer.
»Hold nu kæft, mand! Det her bliver en lang aften ...«.
19.06
»Det slår mig lige, at jeg har glemt at få brækposer med«, siger Jack, da taxaen igen er på vej mod Indre By. Det er det tidspunkt på aftenen, hvor julefrokostgæsterne er nået frem til deres destination og bliver der mindst et par timer endnu.
Efter et par travle første timer på vagt kan Jack nu trække vejret igen. Og forberede sig på det, som måske kommer senere, når festen ånder ud og folk vil videre i byen.
