Hos Harry's Place er der pølsefest året rundt.
Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)

Hos Harry's Place er der pølsefest året rundt.

iBYEN

Ibyens klummeskribent: Hos Harry er man på sikker afstand af speltdiktaturets fodsoldater og fine frysetørrede fornemmelser

Et (bro)stenkast fra Nørrebro Station ligger et par velgørende kvadratmeter Christian Bitz-fri zone. Helt uden hummus eller havtorn.

iBYEN

Indre Nørrebro er blevet overtaget af smarte cafeer, hvor skyr, chiafrø og ganeflænserboller serveres til overpris af ironisk tatoverede hestehale-hulemænd.

Ydre Nørrebro har udviklet sig til en ensformig shawarmajungle, hvor de eksotiske krydderiers jerngreb kun sporadisk afbrydes af kiosker med Narnia-agtige baglokaler og juicebikse, som langsomt kvæler de røgfyldte åndehuller, hvor man tidligere kunne glemme regninger og regeringer for en stund.

Meget lidt er, som det plejer, det hele føles vældig utrygt, og verden er i det store hele ved at gå af lava, som min kollega siger. Men fat mod, kammerater, for der er faktisk håb endnu!

Christian Bitz-fri zone

Det findes et (bro)stenkast fra Nørrebro Station, nærmere bestemt på Nordre Fasanvej 269. Her ligger et par velgørende kvadratmeter Christian Bitz-fri zone. Helt uden hummus eller havtorn.

Harry’s Place hedder herligheden, som kiler sig ind mellem graffiti, fitnesscentre og det røde skær fra Fasanvejens mere dunkle forretningsliv. Her, i den lille hvide kasse med det karakteristiske røde logo, på sikker afstand af speltdiktaturets fodsoldater og fine frysetørrede fornemmelser, er der pølsefest året rundt.

Rygtet siger at de prominente Poul’er Nyrup og Schlüter har aflagt visit på pølsepaladset, og da jeg en kold januar-tirsdag kiggede forbi, var der da også kø ude foran, selv om klokken var to timer over frokost.

En tur i Netto senere kunne jeg dog akkurat klemme mig ind til disken, hvor tre håndværkere, to taxachauffører, en elinstallatør samt et par slipseklædte svineentusiaster gjorde mig selskab.

Flæskestegen holdt sig varm i sit eget lille solarium, som næsten gjorde mig misundelig i januarkulden

Hos Harry er tonen kæk

»Hvad kan jeg hjælpe med?«, lød det med mayonnaiseblød stemme fra stedets midaldrende madmor. »En måneds husleje!«, svarede min sidemand uden tøven. Hos Harry’s er tonen kæk, belysningen industriel og de kulinariske løfter bundærlige.

På grillpladerne lå en hær af velduftende pølser – stedet er særlig berømt for sin store ’børge’ – som kæmpede med de tennisboldstore frikadeller om at se mest indbydende ud. Flæskestegen holdt sig varm i sit eget lille solarium, som næsten gjorde mig misundelig i januarkulden.

Jeg bestilte min Cocio, der fik en ordentlig tur med den rutinerede basarm bag disken, mens svinet blev skåret i troværdige skiver. Flæskestegen fik selskab af rødkål, syltede agurker og remoulade, og bollen gjorde enhver fuldkornsfrygt til skamme.

Med én hånd indtages smagen af en svunden tid – helt fri for fordyrende mærkater som ’retro’ eller det angstfremkaldende ’autentisk’.

Nu er jeg hverken ’foodie’ eller specielt gastroseksuel. Jeg glemte sågar at forevige eftermiddagens kulinariske pletskud på de sociale medier, men damn, jeg sværger, den svinehud var sprød.

Min sidemand virkede heller ikke utilfreds, da han bestilte to ekstra frikadeller til dessert. Med »ekstra salt!«. Og helt uden hashtags. Her under Harrys varmelamper er der håb endnu.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

IBYEN