Endoparasitter, cyborgs og kjoler med 10 meter led-lyskæder indtager metroen denne weekend

Hvis metroen var en krop, hvordan ville den så reagere, hvis en parasit tog bolig i den?

Og hvad med metropassagererne – ville de blive særligt opmærksomme på egne og medpassagerers tilstedeværelse, hvis to parasitter pludselig kom valsende ned gennem toget?

Spørgsmålene dukkede op i hovederne på Rine Rodin og Magga Ploder, da de to kunstnere skulle brainstorme på deres performancekunstværk ’Parasit’, som i morgen får premiere i metrotogene til Copenhagen Art Week. Rine Rodin og Magga Ploder var nysgerrige efter at undersøge metroen som offentligt rum, og ikke mindst hvordan vi opfører os der.

»Vi kunne observere, at det ofte er et ekstremt anonymt rum. På trods af at der tit er virkelig mange mennesker på meget lidt plads, står folk for det meste helt i deres egen verden og interagerer slet ikke med hinanden. Hverken kropsligt eller mentalt. Det, syntes vi, var et ret interessant udgangspunkt for et værk«, siger Rine Rodin.

Fascinationen af endoparasitten – eller snylteren – kom dels ud fra et æstetisk udgangspunkt (»den er utrolig flot, når man kigger på den i et mikroskop!«), men også i kraft af, at parasitten er afhængig af en værtskrop for at kunne fungere og overleve, forklarer hun.

»Hvilket jo er meget modsat menneskekroppene i metrorummet, som ofte holder sig helt væk fra at interagere med hinanden. Vi fik lyst til at se på os selv som endoparasitter i dette værk, hvor metrotogene udgør værtskroppen, kan man sige. Vi vil gerne se, hvordan publikum reagerer på vores aparte tilstedeværelse«.

Danske Rine Rodin og islandske Magga Ploder udgør tilsammen performanceduoen Nuleinn, som siden 2013 har skabt kunstværker i et spændingsfelt mellem performance, krop, tekstiler og teknologi. Jeg møder dem i Magga Ploders snævre toværelses lejlighed på Østerbro, hvor de for tiden arbejder på at få de forskellige elementer til ’Parasit’ konstrueret helt færdig.

Kjolen er en parasit

»Når vi engang bliver tilstrækkeligt præmierede kunstnere, skal vi have et stooort atelier«, griner Rine Rodin og viser mig hen i et hjørne af den lille stue. Der står en stor gine på hjul. På den hænger en af de helt centrale bestanddele i ’Parasit’: en stor kjole af lyserøde, orange og mintgrønne stofstykker, der smyger sig ind og ud mellem hinanden. Rine Rodin og Magga Ploder kommer til at være iført sådan én hver til deres performance.

Men det er ikke en typisk kjole. Faktisk er det slet ikke en kjole, får jeg at vide. Det er en endoparasit. En parasit, hvor mere end 10 meter lyskæde med intelligente led-lamper og sensorer er syet ind i stoffet og snor sig om kjolen (undskyld, parasitten) i tykke rør, der skiftevis lyser i røde, blå, gule og grønne glimt som et blinkende juletræ.

»Vi kalder den ikke en kjole, vi kalder den en organisme. Den skal ses som en slags forlængelse af kroppen. På en cyborg-agtig (en blanding af menneske og maskine, red.) måde«, siger Rine Rodin.

»Vi har altid arbejdet utrolig meget med teknologi, krop og tekstiler i alle vores performances, så på den måde var det meget nærliggende, at parasit-ideen skulle udføres på den her måde. Vi har altid syntes, at det er interessant at lege med denne lidt cyborg-agtige krop, der forsøger at ophæve de normative ideer om, hvad en krop er, og hvad den kan og skal«.

I hver organisme har Rine Rodin og Magga Ploder syet sensorer og en lille computer ind, som de har kodet med en simpel algoritme. Sensorerne registrerer, hvor folk befinder sig i forhold til organismen, og sender herefter besked til computeren, som får de 10 meter led-kæde til at lyse med en bestemt styrke og farve.

»Så jo tættere metropassagererne kommer på os og organismen, jo mere intenst lyser den, kan man lidt forsimplet sige«, forklarer Magga Ploder og hiver sensoren op af en lomme bagest på organismen. Sensoren er en lille metalplade ikke meget større end en lighter.

»Det er næsten ligesom en dametaske, hvor der kan gemme sig uendelige mængder ting og sager«, siger Magga Ploder.

En helt særlig magi

De to kunstnere mødte hinanden, da de studerede digitalt design på IT-Universitetet i København. Her stiftede de blandt andet bekendtskab med at programmere og arbejde med forskellige typer sensorer. Studiet og ikke mindst deres indbyrdes møde gjorde det muligt for dem at kombinere en fælles interesse for performancekunst, tekstil og teknologi på en helt ny måde.

»Jeg er oprindelig uddannet tekstildesigner og kommer fra en meget analog verden, hvor jeg har været vant til at have tingene mellem hænderne. Men det pludselig at kunne kombinere teknologi, tekstiler og krop åbnede for et udtryk, som var så meget mere vildt og fantasifuldt, end hvad jeg før havde prøvet«, siger Magga Ploder.

For Rine Rodin er blandingen af tekstiler, krop og teknologi med til at give kunstværkerne en »helt særlig magi«. Det samme gælder den interaktivitet med publikum, som er central i Nuleinns værker.

»For eksempel i dette metrorum, som jo ofte er sådan ret trist og hverdagsagtigt ... Altså, der kan sådan et værk som ’Parasit’ forhåbentlig være med til at nedbryde rummet lidt, give det et ekstra lag og give folk en anderledes oplevelse, end de er vant til i det her rum«, forklarer hun.

Nuleinns ’Parasit’ er et af de værker, som kan opleves på udstillingen ’Digital kunst i metroen’ under Copenhagen Art Week. Det er kunsthallen Dias, der står bag udstillingen, hvor fem københavnske metrostationer vil være prydet af digitale kunstværker, der alle bruger metrogængerne som en aktiv medspiller, fortæller Julie Tvillinggaard Bonde, der er kurator hos Dias.

Foto: Jacob

»Med udstillingen ønsker vi, at værkerne repræsenterer en legende og nysgerrig tilgang til det offentlige rum. Offentlige rum er interessante at beskæftige sig med, fordi de giver mulighed for at bringe kunsten direkte ind der, hvor folk er. Den stedsspecifikke dimension gør det muligt at ramme flere folk med kunsten, end man måske ville på et traditionelt museum eller galleri«.

Uden publikum intet værk

Dias har eksisteret siden 2013 og beskæftiger sig udelukkende med digital kunst udstillet i det offentlige rum. Netop metroen er ifølge Julie Tvillinggard Bonde et særlig interessant offentligt rum, fordi det trods sit ofte anonyme udseende er fyldt med styrede budskaber og en række normer for god opførsel, som man forventes at leve op til.

»Selv om det er et meget usynligt rum, er du alligevel meget styret af arkitekturen, skiltningen, reglerne og sociale koder, når du opholder dig i det. Det er interessant at prøve at undersøge og udfordre kunstnerisk, hvor man ligesom kan forsøge at stille et alternativ op og give rummet nogle andre muligheder«.

For Dias er det afgørende at bruge nysgerrigheden og humoren som greb, når kunsthallen har udstillinger. For det kan være en udfordring at arbejde med et publikum, som ikke altid har bedt aktivt om at se på kunst eller blive en del af et værk. Her er det vigtigt »ikke at pådutte folk noget eller vise kunstværker, som kan virke stødende«, understreger Julie Tvillinggaard Bonde.

Samtidig er der mange helt lavpraktiske udfordringer, der ofte følger med, når man skal udstille i et metrorum:

»Der skal tages sikkerhedshensyn, rengøringspersonalet skal kunne komme til, folk skal kunne bevæge sig frit på stationerne og så videre. Vi skal også tænke over at kuratere værker, som ikke varer for lang tid, for det har folk ikke tid til at kigge på, når de er på farten«.

I lægger meget vægt på interaktionen med publikum, og mange af værkerne i metroudstillingen bliver først fuldendt, når publikum aktiverer dem. Hvorfor er interaktionen vigtig?

»Man kan bare mærke, at når folk bliver aktive medspillere i værkerne, tager de dem ind på en helt anden måde. Når man selv har en vigtig rolle i værkerne, bliver man revet med, fordi værket ikke eksisterer rigtigt uden dig«.

I lejligheden hos Magga Ploder har vi bevæget os ind i soveværelset, der også gør det ud for systue. Ved et lille sirligt organiseret bord har Magga Ploder syet de to organismer på sin symaskine. På væggen ved siden af bordet er små lapper af stof, notater, kjoleskitser og mikroskopbilleder af selvlysende lilla endoparasitter hængt op med malertape. Opslagene på væggen har fungeret som inspiration for Magga Ploder, mens hun har siddet ved symaskinen og arbejdet med parasitterne. Over 12 meter pastelfarvet stof har det indtil videre krævet at kreere de to organismer. Det har også krævet talrige diskussioner mellem de to kunstnere om de helt lavpraktiske ting, som også følger med. Såsom:

»Strøm! Hvordan gør vi det her, sådan så led-kæderne kommer til at holde tilstrækkelig meget strøm. Det er virkelig en af de helt store hovedpiner«, siger Rine Rodin.

»Lige nu er der fem batterier syet ind i hver kjole. Så snart du har noget, som skal i bevægelse, bliver det en udfordring med strømmen. Du kan jo ikke bare have en tusind meter lang forlængerledning gemt inde i de her kjoler«, supplerer Magga Ploder.

Hvordan tror I, publikum kommer til at reagere på performancen?

»Jeg håber, at den vækker dem på en eller anden måde. Fordi de pludselig oplever noget, som er anderledes«, siger Magga Ploder.

»Hvis du står nede i metroen helt opslugt i din egen lille verden og så pludselig får øje på disse to lysende parasitter, der kommer gående, vil du forhåbentlig blive bevidst om din egen tilstedeværelse og de andre i rummet«, lyder det fra Rine Rodin.

»Og det er jo lige præcis det, vi altid har haft interesse i gennem vores værker«, fortsætter Magga Ploder.

»At gøre folk opmærksom på sig selv og rummet og derigennem også på hinanden. Jeg håber, at de kan opleve et midlertidigt fællesskab om det værk, de oplever sammen på vejen. Det kunne være virkelig, virkelig fint«.

Parasit. Gratis performance i metroen 26. august kl. 12 og 31. august kl. 17 med start ved metrostationen Kbh. Lufthavn. nuleinn.net