Skuespilleren Charlotte Munck rejser sig, går på scenen og står med lukkede øjne i nogle sekunder. Da hun åbner øjnene og begynder at tale, er hun en karakter, hvis alarmerende tilstand man som publikum fornemmer med det samme på grund af hendes ord, tonefald og mimik: Det er en flimrende varm sommerdag, hun er 14 år, hun sidder på bagsædet af en bil, der holder stille på motorvejen, der er sket noget, ved siden af hende sidder hendes lillesøster, hendes lillesøster er helt kold.

I disse minutter i et lokale på Københavns Film- og Teaterskole på Nørrebro er Charlotte Munck den 14-årige pige, ligesom Laura Drasbæk et øjeblik senere er lillesøsteren, og Sebastian Jessen gennem gestik og få replikker udvikler sig til at blive en storebror, der sidder på en institution, fordi han er faldet om bag en mixerpult og har fået en mild hjerneblødning. Sammenspillet skuespillerne imellem er så intenst lyttende og fortællende, at man rives med af deres anslag til en interessant historie.