I fredags gik jeg på weekend med et lille suk, der hvor moderne mennesker går hen og sukker, nemlig på Facebook. Årsagen var, at jeg havde fået endnu en henvendelse om at stille mit navn, viden og ekspertise til rådighed ved et kulinarisk arrangement af den slags, markedet er komplet overophedet af. Gratis. Den slags ’tilbud’ kommer oftere og oftere, faktisk så ofte, at det må siges at være en tendens. Jeg takkede naturligvis pænt nej.

Men i stedet for at sætte mig ned og sukke videre blev jeg nødt til spørge mig selv, hvad den tendens mon skyldes, og jo, jo da – jeg kiggede også indad. Har jeg selv været skyld i det her? Hvad fanden har jeg NU gjort. Og surprise, surprise ... jeg er selv skyld i det her. I hvert fald medskyldig.