Følg Ibyen-horoskop og få en sizzling hot januar i København. Tegning: Philip Ytournel

Følg Ibyen-horoskop og få en sizzling hot januar i København. Tegning: Philip Ytournel

iBYEN

Januarhoroskopet: Ibyen giver sexy tip til din januar i København

Ibyen tipper dit stjernetegn til månedens bedste kunst-, kultur- og madoplevelser i København.

iBYEN

Hver måned guider Ibyen dig og dit stjernetegn til de bedste kultur-, mad- og kunstoplevelser i København. Det er Ibyens stjernekigger, Astrolog-Brian, der lægger horoskopet. Du kan få dit horoskop tilsendt hver måned ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.

HOROSKOPET GÆLDER FOR JANUAR 2019.

Månedens intro

Der er ikke langt fra nytårsfesten, til hverdagen starter 2. januar. Samtidig går Mars ind i Vædderen og sikrer god energi. Nu er det alvor, og der skal bestilles noget. Den 7. går kærlighedsplaneten, Venus, i Skyttens tegn. Optimismen og kærligheden blomstrer.

Vædderen (21. marts-20. april)

Du har den energi til rådighed, som du har brug for. Du har også modet til at foretage kursændringer i dit liv, hvis det er nødvendigt. Vent ikke på, at kærligheden skal dukke op, du må selv opsøge den. Især dagene omkring den 18. finder du, hvad du søger.

Ibyen spår: Hvorfor kigge frem og ændre kurs i dit liv, når du kan rykke direkte ned til festen i 00’erne, til dengang, du helt legitimt måtte klatte hårmascara i lokkerne og tage dine udtrådte Kawasaki-sko på, mens du dansede dig varm på en blanding af Pisang Ambon og håbløs forelskelse i Stefans kælderværelse? Måske du finder dit livs ’Sk8er Boi’ til Boogie-fest på Rust.

Kælderfest: Boogie-Listen. 18. januar kl. 23.55. Entré: 80 kroner. Rust, Guldbergsgade 8, Kbh. N

Tyren (21. april-21. maj)

Helt naturligt starter du langsomt, og du skal bruge den første uge på at se det nye år an. Men så får du også skruet op for farten og det gode humør. I parforholdet er du nærværende, men også sårbar. Søger du en partner, så led i vennekredsen eller på rejse til udlandet.

Ibyen spår: Du skal ud at rejse, hører vi, og du kan jo som en start sætte kurs mod Helvede. 13. januar inviterer Glyptoteket til ’En eftermiddag i Helvede’ sammen med Teater Republique. På programmet står snak og debat om Dante-klassikeren ’Den guddommelige komedie’, der for tiden spiller på Republique. Kom og scor, for helvede!

En eftermiddag i Helvede. 13. januar kl. 15. Glyptoteket. Dantes Plads 7, Kbh. K

Tvillingerne (22. maj-21. juni)

Årets første uge står på behageligt samvær – også med kæresten. Herefter bliver det hårdt arbejde eller krævende studier, du må koncentrere dig om. Nogle besværlige og udfordrende problemstillinger skal løses. En påskønnelse og et kærligt smil gør livet sjovere den 22.

Ibyen spår: Du tager til Jolenes ny(gen)åbnede Nørrebro-bar Joy og shaker booty. Stedet har været lukket siden sommer på grund af støjklager, men nu er der lydisoleret og tændt op i dj-pulten igen, så du kan danse med den irskfødte dj Fergus Murphy, der hver weekend vil kuratere danske og internationale dj’.

Joy. Griffenfeldsgade 26, Kbh. N

Krebsen (22. juni-22. juli)

Det bliver noget helt specielt for dig at tage hul på et nyt år. Du har sat en ny og spændende kurs. Har du en kæreste, kommer I godt fra start. Sørg for god opbakning, når du begraver dig i andre ting. Spændende og kærlige mennesker vil berige dig i januar måned.

Ibyen spår: Ingen er kærligere end Jumbo Jette, Athena Lady, Miss Lucky og Chantal Al Arab, byens stjernefestlige drags, der 25. januar inviterer til januardepressionsbanko i Folkehuset Absalon. Der er lovet gruppeterapi og glitter for alle sparepengene, når pigerne sparker kærlighedsåret 2019 i gang.

Dragbanko. 25. januar kl. 20. Absalon, Sdr. Boulevard 73, Kbh. V

Løven (23. juli-23. august)

Er du i et nyt forhold, må du ikke tage kærligheden for givet. Husk på, at kærlighed er noget, du giver. Du har dog god grund til at holde fanen højt og tro på kærligheden, især hvis du leder efter den eneste ene. Du bliver ikke let at overse i dagene den 18.-19.!

Ibyen spår: Du lyser i mørket, hva’? Det er der også andre, der gør. Tag til Louisiana i Humlebæk inden 20. januar, hvor den den store skamroste udstilling ’Månen’ lukker og slukker. Her er fuld galaksenørderi og kig ud i kunsten, filmens og videnskabens verden. Hvis du er effektiv, scorer du en medpassager i toget på vej til museet.

Månen. Til 20. januar. Louisiana. Gammel Strandvej 13, Humlebæk

Jomfruen (24. august-23. september)

Er du heldig, kan du holde ferie til den 7., hvor dit år starter. Til gengæld bliver der noget at tage fat på. Du har ambitioner omkring en bedre eller større bolig. Har din kæreste og du ikke sammen bopæl, kan det også være det, du arbejder på. En udvikling er i gang.

Ibyen spår: Pas nu på, makker, pludselig står I med Årstidernes kvikkasser og fælles madkontokort til op over begge ører, og derfra går det kun én vej. Få dig et grin, tag til dagbogsoplæsning på Nørrebro Teater, og få erkendelser om menneskeheden, når skiftende oplæsere fortæller pinligheder fra deres liv.

En pinlig affære. 26. januar. Nørrebro Teater. Ravnsborggade 3, Kbh. N

Vægten (24. september-23. oktober)

Det er fint med et økonomisk overblik her ved årets start. Fra den 7. lægger du enhver bekymring bag dig. Du er optimistisk og glad, hvilket vil skaffe dig gode forbindelser. Det gælder også i kærligheden, hvor du kan være heldig. Mist nu ikke jordforbindelsen!

Ibyen spår: Italiensk filmkavalkade, that’s amore! Gloria Biograf på Rådhuspladsen viser en lang række italienske film på festivalen Grazie Gloria, der sparkes i gang 16. januar med en visning af Marco Pontis komedie ’Una vita spericolata’ fra 2018.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Grazie Gloria. Fra 16. januar. Gloria, Rådshuspladsen 59, Kbh. V

Skorpionen (24. oktober-22. november)

Du glæder dig til at komme i gang, for du har selv sat din dagsorden. Nyt job kan være en mulighed, men det kan en ny livsstil også. Søger du kærligheden, kan det føles vanskeligt og akavet at sætte ord på. Du er da også bedst til at gøre noget konkret ved det.

Ibyen: Av, av, du lyder, som om du skal krydse en bridge over troubled water denne måned. Tag til Simon & Garfunkel-fællessangsgudstjeneste i Natkirken på Strøget 11. januar. En præst, en korleder og en pianist guider dig og resten af kirken igennem makkerparrets klassikere, og hvem ved, måske du går derfra med din helt egen Mrs. Robinson. Sexy!

Fællessangsgudstjeneste. 11. januar. Natkirken på Strøget, Niels Hemmingsengade 7, Kbh K

Skytten (23. november-21. december)

Nu kan du begynde på en aktivitet, du både har evner til og flair for. Det skal være noget, hvor du kan bruge dine evner. Konkurrencesport kan være en mulighed. Men der er familiære hensyn, du må tage. Kærlighed og parforhold trives bedst den sidste uge af måneden.

Ibyen spår: Sæt dit ur til kl. 3.00, og cykl til Amager Strand natten til 21. januar. Her inviterer Naturcenter Amager Strand (og månen!) til måneformørkelse og stiller teleskoper til rådighed. Sidst mødte 30.000 op til måneformørkelse på stranden. Du kan nyde solopgangen over Øresund kl. 8.20.

Måneformørkelse. 21. januar. Naturcenter Amager, Øresundsstien 7, Kbh. S

Stenbukken (22. december-20. januar)

Har du en kæreste, kan jeres forhold gå styrket ind i det nye år. Men du kan ikke bare slippe opmærksomheden på din partner af den grund. Der kan godt være emner, det er lidt svært at få talt om, men det er nødvendigt. Samtalerne går på ansvar, pligter og frihed.

Ibyen spår: Samtaler, de datende såvel som de dybe, føres bedst over god mad, og i en sidegade til Strøget kan du spise både billigt og lækkert hos nyåbnede Pasta La Pasta. Vores anmelder var for nylig forbi og beskrev stedet som »den hurtige italiener, du har savnet«.

Pasta la Pasta. Ny Østergade 5, Kbh. K

Vandmanden (21. januar-18. februar)

Selv om du nu vender tilbage til det, du slap før jul, er det med gåpåmod. Hovedet og dine tanker har fået en pause, og nu kører det meget hurtigere for dig. Søger du kærligheden, får det lov at stå i skyggen af dine gode venskaber. Efter den 20. får du en bejler.

Ibyen spår: Mon det er på biblioteket på Rentemestervej, du møder din bejler? 20. januar læser tegner og forfatter Maren Uthaug op af sin nye roman. Sæt dig til rette i sækkestolen, tyl kaffe, og knas en gratis croissant, mens Uthaug morgenvækker dig med et sneek peak på sit sikkert syrligt-sjove romanunivers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lig & Lyt. 20. januar kl. 10.30. Biblioteket Rentemestervej. Rentemestervej 76, Kbh. NV

Fisken (19. februar-20. marts)

Du tager hul på det nye års muligheder med glæde og begejstring. Har du sat dig for at få dig en større indtægt, skal der også ske noget på jobfronten. Sammen med kærligheden er det dit fokusområde. Den 22. og 25. kan du få medvind, der har med begge dele at gøre.

Ibyen spår: Forbered dig på medvind, og tag til søs, når Cinemateket holder Store Martha-dag 6. januar og sø-folkekomedien ’Martha’ fra 1967 med Poul Reichhardt, Poul Bundgaard, Morten Grunwald og Ove Sprogøe. I forbindelse med visningen er der mulighed for brunch eller skippermiddag og Gammel Dansk i foyeren. Skål.

Store Martha-dag. 6. januar kl. 13.30 og 16.30. Cinemateket. Gothersgade 55, Kbh. K

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce