Johanne Bock under prøverne til 'Vores stemmer'. Forestillingen er instrueret af Kamilla Wargo Brekling, som tidligere har stået bag blandt andet dramatiseringen af 'Kvinde kend din krop'.
Foto: Emma Sejersen

Johanne Bock under prøverne til 'Vores stemmer'. Forestillingen er instrueret af Kamilla Wargo Brekling, som tidligere har stået bag blandt andet dramatiseringen af 'Kvinde kend din krop'.

Et liv som bitch, tjenerinde eller mor: Sådan føles det at være mezzosopranen, der altid står i skyggen

Med forestillingen ’Vores stemmer’ i Operaen samles for første gang de mørke kvindestemmer på scenen med et selvvalgt repertoire, der tæller alt fra Whitney Houston til Wagner. Her fortæller tre af dem om livet som mezzosopran.

Udefra kan karrieren som mezzosopran ligne et liv i baggrunden, når de store hovedpartier og klapsalver gang på gang går til den lyse sopran.

Men nu står de mørke kvindestemmer i spotlightet i forestillingen ’Vores stemmer’, der i øjeblikket spiller i Operaen. Politiken har talt med 3 af mezzosopranerne om stereotyper, scenedrømme og et liv i skyggen.

Randi Stene: »Mezzosopraner er med til at definere hovedrollen«


Randi Stene har sunget alle de roller, som hun engang drømte om.
Foto: Emma Sejersen

Randi Stene har sunget alle de roller, som hun engang drømte om.

»Vi er jo født med den stemme, vi har. Om den så hænger sammen med vores personlighed, eller om personligheden tilpasser sig den, ved jeg ikke, for som mezzosopran har man ikke det der kæmpe behov for at stå forrest. Vi har vænnet os til at have de lidt mindre roller, som er lige så vigtige, og jeg tror, vi alle sammen godt kan lide at være mezzosopraner og dyrke vores mørke klang. Hvis man ser på vores repertoire, er omfanget af stemmen måske ikke særlig stort, men teksterne er dybsindige og søger noget inderligt«.

»Det har været helt rigtigt for mig at være mezzosopran, men samtidig er man jo glad for de få hovedroller, man får. Men udfordringen i at gøre mellempartierne lige så vigtige som hovedpartierne har været sjov for mig. Mezzosopraner er meget sjældent de der søde roller. Vi er stærke, karikerede karakterer, som ofte er intrigante og onde, og det er virkelig sjovt, for så kan man tage den helt ud. Vokalt er det først og fremmest ikke skønheden, vi dyrker. Det skal selvfølgelig være smukt, men det kan også have et andet bid«.

Som mezzosopran kan man blive ved, fordi der findes partier, som man kan synge som 70-årig, hvis stemmen fungerer

»Mezzosopraner er med til at definere hovedrollen. Ofte er hovedrollen den samme gennem hele historien, mens alle andre roller udvikler sig i flere forskellige retninger, hvilket gør dem spændende, fordi de bliver personer og ikke bare skikkelser. Man starter som dreng, og derefter følger mange roller som unge mænd, før man når til Carmen og Charlotte i ’Werther’, som også er en slags hovedroller. Hvis man så er heldig, at stemmen har udviklet sig og blevet større, kan man synge noget tungere Wagner, inden man til sidst ender i det helt karikerede. Som mezzosopran kan man blive ved, fordi der findes partier, som man kan synge som 70-årig, hvis stemmen fungerer«.

»Det er kun dejligt, at der kommer noget opmærksomhed på os med denne her forestilling, for vi er ikke generte. Vi plejer ikke at være samlet på scenen, og det er sjovt, for der kan man også se, at vi er meget forskellige. Men det bliver en aften med de mørke stemmer. I sangverdenen er vi strygernes cello. Ligesom baryton er mezzosopranen den stemme, som er tættest på talestemmen, så derfor rammer den ofte hurtigt i hjertet«.

»Jeg har valgt at synge noget, som både udtryksmæssigt og vokalt præsenterer min spændvidde og viser, hvem jeg er lige nu. Jeg skal synge ’Sommersang’ af Ketil Bjørnstad, som er skrevet til mig, the Old Lady i ’Candide’ af Bernstein, som er en meget stærk karakter, noget Kurt Weill og Bertolt Brecht, som jeg har sunget meget, og så synger jeg noget fra Thomas Ades’ moderne og meget specielle opera ’The Exterminating Angel’ og en sang af Rakhmaninov«.

»Det er min sidste sæson her, men jeg har fået et nyt professorat i Oslo og skal også have en større stilling i Trondheim, så mit liv ser meget alsidigt ud fra nu af. Jeg har sunget de partier, jeg har drømt om, derfor har jeg ikke rigtig nogen fremtidsdrømme, men jeg håber, at jeg bliver ved med at synge, så længe jeg kan. Jeg kan mærke, at det betyder rigtig meget for mit velbefindende, fordi det har været så stor en del af mit liv. Jeg har sunget i 35 år, så det er jo mig«.

Randi Stene er uddannet fra Det Kongelige Operaakademi i København. Siden 1988 fast tilknyttet Det Kongelige Teater. Desuden professor i sang på Norges Musikhøjskole siden 2009 og tilknyttet operaen i Trondheim som castingansvarlig siden 2013.

Johanne Bock: »Man ved jo godt, hvilket hierarki man indgår i på rollelisten«


Johanne Bock drømmer om at synge mere Wagner.
Foto: Emma Sejersen

Johanne Bock drømmer om at synge mere Wagner.

»Jeg tror, man gør op med sig selv tidligt i karrieren, at man har denne her mellemstemme, og så ved man jo godt, hvilket hierarki man indgår i på rollelisten. Indimellem er der nogle rigtig gode roller for mezzosopraner som Carmen eller Dalila, men folk vil helst høre en tenor eller sopran, for de høje toner er bare noget, folk tænder på, og dem har vi ikke i samme grad. Derfor skal vi repræsentere noget andet i tilværelsen, hvilket typisk tæller den gamle amme, bedstemoderen, heksen, bitchen eller moderen. Men det er okay, at folk betaler penge for de høje toner, for der findes også meget robuste sopraner og tenorer, men generelt set er de lidt mere udsatte, end vi er«.

»Det her projekt er interessant og en mangelvare, fordi det i højere grad lægger vægt på varmen og urkraften og det mørkere og dybere i tilværelsen, som mezzosopranerne udtrykker. Jeg tror, der er mange, som savner noget mere varme i deres liv i stedet for det der overfladiske, hurtige og smarte, for vi har jo også den anden side, selv om den måske ikke ser særlig godt ud på Facebook«.

Det her projekt er interessant og en mangelvare, fordi det i højere grad lægger vægt på varmen og urkraften og det mørkere og dybere i tilværelsen, som mezzosopranerne udtrykker

»Vi mezzosopraner er jo ikke vant til at synge sammen, hvilket betyder, at der er en hel masse agendaer mellem os, som vi har skullet tackle i forbindelse med forestillingen. Vi har vores professionalisme, men der ligger også en konkurrence, fordi vi kender hinandens materiale så utrolig godt. Gennem årene har jeg udviklet min stemme rigtig godt, og jeg vil gerne citeres for mine Wagner-partier, men de kommer ikke til at lave Wagner her på Operaen, og så er det fedt for mig at kunne gå ind og vælge, at jeg skal synge noget af ham. Jeg har også valgt en sigøjnersang af den spanske komponist Manuel de Falla. Jeg synger meget sjældent på spansk og ved ikke helt, om jeg kan ramme den der helt særlige nerve og smerte, fordi jeg ikke er spanier. Men jeg har bare lyst til det, fordi jeg ikke bruger de farver i min stemme så tit«.

»Jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme ud af huset og synge noget Wagner. Især Erda i ’Nibelungens Ring’. Jeg kan godt lide storheden og volumenet i det, og musikken er bare så god. Generelt har den type roller i højere grad også det eksistentielle med sig. Jeg er glad for, at jeg ikke har en stemme til operette, for det passer ikke til mit temperament, ligesom det i virkeligheden nok heller ikke ville passe til mit temperament at være sopran«.

Johanne Bock er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium. Har derudover studeret i USA, Tyskland og Østrig. Medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater siden 2009.

Elisabeth Jansson: »Det er et faktum, at der er færre roller til os«


Før Elisabeth Jansson begyndte at synge opera, sang hun blandt andet pop og soul. I 'Vores stemmer' vender hun for en stund tilbage til udgangspunktet, når hun giver sin version af Whitney Houston-hittet 'I Will Always Love You'.
Foto: Emma Sejersen

Før Elisabeth Jansson begyndte at synge opera, sang hun blandt andet pop og soul. I 'Vores stemmer' vender hun for en stund tilbage til udgangspunktet, når hun giver sin version af Whitney Houston-hittet 'I Will Always Love You'.

»Som mezzosopraner får vi aldrig lov til at synge de der smukke Puccini-operaer. Man er ammen, moderen, tjenerinden eller the bitch i baggrunden, som prøver at ødelægge det hele. Jeg spiller oftest unge drenge, hvilket er vildt sjovt, fordi man ændrer hele sit kropssprog, og det er en helt anden psykologi. Jeg forsvinder gerne ind i rollen, og der er det jo ekstra spændende og befriende at få lov til at spille et andet køn, fordi det er så langt fra mig selv«.

»For at være helt ærlig har jeg aldrig haft følelsen af at stå i skyggen af sopranen, for jeg har været heldig at få lov til at synge rigtig gode mezzosopraner. Men det er et faktum, at der er færre roller til os. We don’t shine the same way. Det her projekt lader os stå i centrum, og det er en fin idé, fordi det er at tænke uden for boksen. Det er også rigtig dejligt at få lov til at stå der sammen med mine mezzokollegaer, for det er sjældent, at vi arbejder sammen, og vi synger alle sammen noget, vi har valgt fra hjertet, som viser, hvor forskellige vi er«.

Man er ammen, moderen, tjenerinden eller the bitch i baggrunden, som prøver at ødelægge det hele

»Jeg elsker at synge de høje mezzopartier, fordi de ligger godt til min stemme, og nu hvor vi må synge stort set alt, har jeg faktisk valgt sopranarien ’Ebben Ne Andro Lontana’ fra ’La Wally’ af Alfredo Catalani, fordi den er så fantastisk smuk og just because I can! Jeg har en stemme, som elsker at kaste sig ud på de høje toner og bare svæve som en fugl, hvilket sopraner tit får lov til, men som vi ikke så ofte har mulighed for, selv om vi har de toner, der kræves. Jeg ville aldrig synge rollen på scenen, for den ligger for højt, så den ville være for krævende, men i denne her sammenhæng fungerer det forhåbentlig. Før opera sang jeg pop, soul, musical og jazz, og jeg elsker at vende tilbage til mine rødder, når jeg får chancen, så i forestillingen synger jeg også Whitney Houstons ’I Will Always Love You’, hvilket jo er helt sindssygt at kaste sig ud i, men også så sjovt, fordi det er helt uden for rammerne og out of my comfort zone«.

»Jeg elsker at synge Richard Strauss, så det vil jeg gerne blive ved med i fremtiden. Det er igen de der høje partier, hvor man er oppe at svæve, og så elsker jeg hans musik, fordi det hele flyder sammen i en stor masse. Senere vil jeg gerne udforske Wagner og Charlotte i ’Werther’. Musikken er vidunderlig, og egentlig er det en rolle, som sopraner typisk får lov til at synge, fordi hun er den der forelskede lidende kvinde, hvis store kærlighed dør til sidst«.

Elisabeth Jansson er uddannet fra Richard Strauss Konservatorium i München, Royal Academy of Music i London og Det Kongelige Operaakademi i København. Medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater siden 2009.

Vores stemmer. 2. februar-2. marts. Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, Kbh. K.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce