Politikens teaterkritiker savner forestillinger som 'Black Madonna' på Teater Sort/Hvid, der »giver tidens mest betændte emner et foruroligende liv på scenen«.
Foto: Sofie Amalie Klougart

Politikens teaterkritiker savner forestillinger som 'Black Madonna' på Teater Sort/Hvid, der »giver tidens mest betændte emner et foruroligende liv på scenen«.

iBYEN

Politikens teaterkritiker om den nye sæson: Danske teatre må stramme sig an, hvis ikke de vil tabe til Netflix

Men man kan næsten få den tanke, at scenekunstens eksistensberettigelse ligger alle mulige andre steder end på scenen, siger Politikens teaterkritiker Alexander Vesterlund.

iBYEN

Kaster man et blik på, hvad der sker rundtomkring på landets scener lige nu, ser man tydeligt, at teatrene kæmper hårdt for at finde ud af, hvordan de skal være relevante, tidssvarende og spændende nok til, at vi får lyst til at slukke for vores telefoner og spendere en aften i scenekunstens navn.

Man trækker på bøger og film, vi allerede har læst og set. Hvis filmen eller bogen var god, kan det være, vi er nysgerrige nok til at se, hvad man har fundet på til scenen. Genkendeligheden er tryg.

Man ser gamle travere i nye klæder. ’Mød mig på Cassiopeia’, ’Den skaldede sangerinde’, ’Parasitterne’

På Det Kongelige Teater er der ’Amadeus’, og på Østre Gasværk er der snart ’Shakespeare in Love’ – velafprøvede, internationale forestillinger, man også har set som oscarvindende film.

Man ser gamle travere i nye klæder. ’Mød mig på Cassiopeia’, ’Den skaldede sangerinde’, ’Parasitterne’.

I ’Frit flet’ på Sort/Hvid og ’I et forhold med Sort Samvittighed’ på Betty Nansen vil man trække på ny og gammel litteratur. Og så er der forestillinger som ’Mod alle odds’, ’Død over eliten’ og ’Menneskebyrden’, der kalder på os med samfundsdebat.

Uhyre effektivt

Mange af forestillingerne kan sælges med en sætning eller to: ’Kan vi påvirke vores børns fremtid?’, ’Hvad sker der, når folket har taget magten og skubbet eliten i baggrunden?’ og ’Er det på tide at efterse den klassiske diagnoseforståelse?’. Og det er godt med udsyn, det siger sig selv.

Men man kan næsten få den tanke, at scenekunstens eksistensberettigelse ligger alle mulige andre steder end der, hvor den finder sted: på scenen

Men man kan næsten få den tanke, at scenekunstens eksistensberettigelse ligger alle mulige andre steder end der, hvor den finder sted: på scenen.

For nylig var jeg inde at se ’Amadeus’ på Det Kongelige Teater. Det var uhyre effektivt teater. Men det lignede også teater til en krisetid, en sikker satsning, der gav i pose og i sæk. Som et perfekt billede på, hvad der foregik, så man den noget middelmådige komponist Salieri som stykkets helt.

Vinder Netflix?

I tider med massive nedskæringer er der måske ikke noget at sige til, at vi ser færre eksperimenter, færre regulære satsninger, mindre vovemod og mere Salieri. Og så bliver det heller ikke ligefrem mere indlysende, hvad vi overhovedet skal med scenekunsten som kunstart. Hvorfor ikke bare sætte noget Netflix på? Hvorfor ikke bare gå ned på den lokale?

Teatrene er nødt til at vide, at verden har flyttet sig. At se et stykke, der ikke synes bevidst om, at teatret som udgangspunkt er udfordret som kunstform, kan være ulideligt og virke håbløst umoderne. Men paradokset er så, at teatret samtidig næppe vil bevare sin relevans ved at løbe med tiden.

Teatret kan ikke konkurrere med moderne underholdningsformer, og det er næppe heller her, vi vil se de store almendannende omvæltninger

Teatret kan ikke konkurrere med moderne underholdningsformer, og det er næppe heller her, vi vil se de store almendannende omvæltninger.

Teatret kommer næppe til at skabe nogen større sammenhængskraft nogen steder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men teatret må kende tiden for at kende sin egen placering i den. Og man må forvente af enhver teaterforestilling, at den implicit svarer på, hvad vi skal med den. Hvorfor skal vi se den? Men også: Hvorfor skal vi overhovedet sætte os ind i salen til at begynde med?

Jeg holder af det kunstige

At tage afstand fra teatret som kunstform – som mange mennesker gør – må handle om, at man misforstår, hvad det er. Man tror, det er bagud i evolutionen. At det er en film, der ikke er blevet til en film; man finder dialogen kunstig. Men det er der ikke noget at sige til, hvis teater prøver at være film.

Men netop det kunstige er noget af det, jeg holder allermest af ved teatret. I den fremmedgørende følelse, det er at sidde i mørket, tror jeg også, at scenekunstens store potentiale ligger i dag. Den har os et sted, hvor vi er sårbare, hvor vi er blottede, åbne, opmærksomme og parate.

Teatret kan minde os om noget, vi er i gang med at tabe i en helvedes fart: nærværet, samværet, kroppen og koncentrationen

Teatret kan minde os om noget, vi er i gang med at tabe i en helvedes fart: nærværet, samværet, kroppen og koncentrationen. Teatret er først og fremmest noget, der foregår lige foran os, og jeg har kun i begrænset omfang lyst til at skulle oversætte det til noget, der foregår uden for scenen.

Det kan minde mig om, at jeg er en krop, der er til stede i et rigtigt rum med andre kroppe – hvilket jeg ellers godt kan glemme, når jeg går rundt og lever mit liv i det uhåndgribelige. Teatret kan minde mig om, at jeg lever og skal dø.

Betændt på scenen

Jeg håber, vi vil se mere teater, der sætter alt på ét bræt og stræber efter at genopdage scenens sprog, teater, der rammer os hårdt i mørket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad enten det gør det med en enkel og tidløs sanselighed som ’Den kroniske uskyld’ på Det Kongelige Teater sidste år, eller det som ’Black Madonna’ på Teater Sort/Hvid giver tidens mest betændte emner et foruroligende liv på scenen.

Eller det for den sags skyld bliver, som da Det Kongelige Teater inviterede catalanske Carlus Padrissa ind for at genskabe ’Kongens fald’ i en godt nok vanvittig overlæsset, men også helt forfriskende opvisning i vovemod.

Lad os se noget mere teater, der opfører sig, som om der ikke er noget teater i morgen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

IBYEN