Den danske modedesigner Margit Brandt skal have en plads i København opkaldt efter sig.
Det mener medlem af Københavns Teknik- og Miljøudvalg Jakob Næsager (K).
Jeg håber, vi relativt hurtigt kan finde en plads og gøre hende ære
»Jeg synes, det er virkelig dygtigt arbejde, hun har lavet dels med at få skaffet en masse arbejdspladser, men også at tage springet fra at være en national modedesigner til at gå internationalt og bane vejen for mange efterfølgende«, siger Jakob Næsager, der netop har stillet forslaget til Vejnavnenævnet og Københavns Teknik- og Miljøudvalg.
På hjørnet af Ny Østergade og Grønnegade i Indre By er der en plads uden navn, og det er den plads, Jakob Næsager har i tankerne, fordi det var i det område, den internationalt anerkendte designer drev sin markante mode- og erhvervsvirksomhed.
Margit Brandt, der døde 66 år gammel i 2011, var Danmarks første internationale modedesigner. Sammen med sin mand, Erik Brandt, opbyggede hun et modeimperium med forretninger flere steder i verden.
Ægtemanden i ny bog om Margit Brandt: Hun så bare på mig og sagde: »Men vi havde det da sjovt!«Mangler kvindenavne
Der har gennem mange år været fokus på den skæve fordeling mellem mande- og kvindenavne på de danske gader og pladser, hvor der har været efterlyst flere kvinder på vejskiltene. Vejnavnenævnet har tidligere foretaget en optælling, der viste, at 451 steder og veje i København havde mandlige navne og kun 120 havde et kvindenavn.
Derfor er Margit Brandt et oplagt valg ifølge Jakob Næsager. Ideen kommer fra en lokal butiksindehaver, der selv er i modebranchen og nu forsøger at samle penge ind til en buste af Margit Brandt til at stille op på pladsen.
Når Jacob Næsager foreslår at Margit Brandts navn skal stå skrevet på en plads og ikke en vej, er der en helt praktisk forklaring. Det er sjældent, at man omdøber gader, fordi det ville betyde, at folk skulle have nye adresser, og så er en plads mere oplagt, da det ikke medfører nye sygesikringskort og yderligere forvirring hos PostNord.
»Jeg håber, vi relativt hurtigt kan finde en plads og gøre hende ære«, siger Jakob Næsager, der håber, at Margit Brandts plads vil kunne inspirere andre, der går og drømmer om at blive iværksættere.
Forslaget skal behandles i Vejnavnenævnet, der er rådgivende for Teknik- og Miljøudvalget, den 25. februar.
fortsæt med at læse