Vil du med på date på mit stuegulv? »Jeg synes godt, fyre må gøre lidt mere ud af det nogle gange«

»Man møder mange mænd på datingapps, som bare gerne vil have, man kommer hjem til dem og spiser pizza på gulvet, fordi de ikke har nogen sofa«, lyder det i brevkassen denne uge, der giver råd om dos and dont's for datere.
    
   Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
»Man møder mange mænd på datingapps, som bare gerne vil have, man kommer hjem til dem og spiser pizza på gulvet, fordi de ikke har nogen sofa«, lyder det i brevkassen denne uge, der giver råd om dos and dont's for datere. Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk. Obs! Dette er en særudgave af brevkassen.

Ugens spørgsmål

Kære brevkasse,

Jeg har brug for tips til den gode date.

Kan I hjælpe?

Kh dateren, der er træt af at gå rundt om Søerne

Emilie Nieves, arkitekt:

»Jeg kan godt lide at være spontan, men normalt planlægger folk daten helt vildt. Der skal gå en uge, før man kan ses, og så skal man finde ud af, hvad man skal have på, og man får bygget det her pres op.

Jeg har fundet ud af, at de bedste dates, jeg har været på, har været dem, hvor jeg har skrevet: »Hvad laver du nu? Okay, lad os ses om 20 minutter nede på det der hjørne«. På den måde kan man se, hvem der kan finde ud af være spontane og lave sjove ting, uden at det er planlagt, og uden at det kommer ind i sådan et romantisk framework, som slet ikke virker for alle.

Pas på med hjemmedates. Jeg synes godt, fyre må gøre lidt mere ud af det nogle gange. Man møder mange mænd på dating-apps, som bare gerne vil have, man kommer hjem til dem og spiser pizza på gulvet, fordi de ikke har nogen sofa.

Som kvinde har man en anden forsigtighed i forhold til det at tage hjem til folk, man ikke kender. Selv om risikoen for, at man vågner op i fem dele spredt ud over Køge Bugt, er minimal, så er den der. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal have en megalang korrespondance, inden vi mødes, men jeg vil gerne føle mig lidt sikker, og det tror jeg nogle gange, fyre glemmer, når de ikke kan forstå, hvorfor man ikke vil hjem til dem efter fem minutter«.

Emilie Nieves er arkitekt.

Mads Rosenkrantz Grage, manuskriptforfatter:

»For mig er det ultimativt bedste datingscenarie det, hvor pigen kommer hjem til mig, vi laver noget lækker mad, drikker noget vin, og ser hvad der sker.

Jeg har også adhd og en lille bitte smule aspergers, og jeg synes, det offentlige rum er det mest rædselsfulde at date i. Hvis man har været på en del dates, så er der også altid sådan en ’åhh, støder jeg nu ind i en eller anden, jeg kender?’. Det, der kan minde mest om at invitere folk hjem, er at tage på bodega, fordi man kan lave sin egen lille stue i et hjørne.

Jeg er stoppet med at drikke en kop kaffe rundt om Søerne. Det er ikke en date; det er en jobsamtale til at få en date. Det er det kedeligste i verden. At jeg skal kvalificere mig på halvanden times caffelatte til at få lov at møde dig igen, hvor du så er sjov … det er hamrende røvsygt.

Man behøver ikke ligge i en 69’er efter ti minutter, men lad os da lave et eller anden, hvor der er mulighed for en seksuel tension. Hvor man leger romantik. Sæt omstændighederne op, så folk kan være spændende og afslappede. Snig jer ind i Botanisk Have efter lukketid. Allerede der er det spændende på en helt anden måde«.

Mads Rosenkrantz Grage er manuskriptforfatter og står bl.a. bag serien ’Yes No Maybe’.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her