Fremover vil du ikke længere kunne finde de friske forårsruller med mynte, tigerrejer og bønnespirer fra LêLê i Torvehallerne i Indre By.
Den vietnamesiske kæde er nemlig erklæret konkurs, skriver BT.
Selv om de tre medarbejdere i Torvehallerne er blevet afskediget, er historien dog ikke udpræget negativ. Virksomheden har nemlig fået en ny investor, der vil drive forretningen videre. Det fortæller direktør Dan Bång til avisen:
»Vi har ladet aktiviteterne i det gamle selskab videreføres til et nyt. Det er business as usual. Det er samme koncept og samme medarbejdere«.
Samme aktiviteter i et nyt selskab
Kunderne har således stadig mulighed for at sætte tænderne i de friske forårsruller med mere i LêLês øvrige filialer på Vesterbrogade, Fisketorvet, Østerbrogade, i Lyngby Storcenter og i Københavns Lufthavn.
Ifølge Dan Bång har LêLê, der åbnede i 2003, haft en negativ egenkapital, hvilket er årsagen til konkursen. Dermed har der været et behov for en ny investor og det, direktøren kalder for en virksomhedsoverdragelse.
I resultatopgørelsen for 2018 havde virksomheden et underskud på 2,6 millioner kroner og en negativ egenkapital på 2,9 millioner kroner.
»En måde at få rettet op på det er at se i øjnene, at det er bedst at drive aktiviteterne videre på samme måde bare i et nyt selskab. Det er sådan set en positiv historie i virkeligheden«, siger Dan Bång til BT.
Det er Per Ulrik Andersen, medejer af tøjvirksomheden Samsøe + Samsøe, der er kommet med de nødvendige millioner gennem et nyt anpartsselskab, som sikrer LêLês overlevelse. Han kommer til at eje 50 procent af virksomheden.
fortsæt med at læse

