Jeg er jo vokset op på Vesterbro – hvilket vistnok var en af de ting, Dan Turèll misundte mig. I 1950’erne var det endnu et arbejderkvarter. Istedgade havde stadig ikke overgivet sig, i modsætning til borgerskabet, der i disse år let rødmende erkendte, at de måske havde hygget sig lidt vel rigeligt med pæne mænd i grønne uniformer på fortovscafeerne. Dem er der som bekendt også kommet nogle flere af.
Jeg var med andre ord et af de stakkels nøglebørn, der legede på gaden i kvarteret. Storebror passede på lillebror og storesøster på lillesøster.
Selv blev jeg hurtigt næringsdrivende, købte bøger i kvarterets antikvariater og solgte dem i Indre By med fortjeneste – så var der til biografturen. Dengang var der en biograf og en antikvar på hvert andet gadehjørne, hvor der nu ligger en fortovscafé. Vi havde ikke råd til tv, så vi måtte gå glip af tredje akt af ’Napoli’. I stedet læste vi.
I slutningen af tresserne blev borgerskabet venstreorienteret. De havde nu ikke meget tilfælles med min barndoms kommunister. Det lo vi meget af den sommer.
Og så blev billedpornografien frigivet. Istedgade sprang ud! Tidligere havde der ikke måttet være bare piger i reklamerne. Det var dog en side af tilværelsen, jeg allerede var ganske godt bekendt med, og jeg vidste, at tysk og fransk ikke nødvendigvis var nationaliteter.
Noget senere blev Vesterbro en indvandrerghetto, et af de parallelsamfund, vi finder så romantiske i ’Spillemand på en tagryg’. Nu var det ikke længere arbejderne, der tævede deres koner, men indvandrerne. De stenede også de stakkels bøsser. I det mindste ifølge de samme vrede damer, der havde advaret os børn om, at alle homoseksuelle var børnelokkere.
Jeg spørger tit de islamkritiske eksperter, hvor mange indvandrerfamilier de har kendt og er kommet hos jævnligt. Så får de gerne den samme farve i ansigtet som en journalist fra Information, da jeg nævnte proletariatets diktatur.
Og så kom de, som en græshoppesværm! De rev baggårdene ned, så de kunne få opfyldt deres kolonihavedrømme.
Er der stadig børn i byen?
Når jeg en sjælden gang kommer til hovedstaden – der nu mere og mere ligner Aarhus – går jeg af og til en tur i det kvarter, hvor jeg legede som barn. Mon der stadig er børn i København?
I det mindste er der da metroer, og snart en udvidet lufthavn. Af hensyn til klimaet, givetvis. Så kan man ligesom Tom Kristensen kun drømme om katastrofer, især den med havstigningen. København ligger som bekendt lavt.
København er langt mere beskidt og ildelugtende end i min barndom. Men dengang var der selvfølgelig heller ikke gadefester, hvor en kvart million fyldebøtter besørgede i gårdene. Den er Danmarks rådne æble med møbelpolitur. Folk bor stadig på 50 kvadratmeter, de betaler bare en million for et lokum, hvilket naturligvis også er bedøvende ligegyldigt, hvis man tilbringer sit liv på en fortovscafé.
Hvad børnene har mistet, er naturen, byens natur – den er blevet til en computersimulation, en tilbudsavis. Men egentlig gør det vel heller ikke den store forskel, om de glor på deres skærm på Vesterbro eller i Slagelse.
Den provinsielle pænhed
Menneskesynet er liberalismens, og som altid bliver den til fascisme, når den føler sig truet. Der går et spøgelse gennem Europa, populismen. I USA har arbejderklassen fået sin egen præsident. De rige og hellige er gået i panik.
Kultur er tradition – den bliver en umulighed, når alt andet end det nyeste slogan på T-shirten er fordomme. København vil være urban, men forbyder i sin grænseløse provinsialisme alt, hvad der ikke passer ind i et katalog fra Magasin, fra tiggere til beslørede kvinder.
I 1968 fik vi, hvad man kunne kalde den borgerlige venstreorientering, en blot og bar betegnelse for den provinsielle pænhed, som det nye København er vinduesudstillingen for. Fra nu af kunne man være på den rigtige fløj uden at være kommunist, hvilket, som enhver ved, er noget forfærdeligt noget. Ja, man kunne ligefrem juble over Murens fald sammen med de andre fascister!
Ingen talte længere om de rige svin, eftersom det var de rige, der var venstreorienterede, i modsætning til proletariatet, der var racister og sexister. Her kæmpede man for ligeløn. Imellem mænd og kvinder, naturligvis, ikke mellem klasserne.
Dermed konfirmerede man sin tro på det fascistiske evangelium, at nogle borgere er mere værdifulde end andre og skal lønnes derefter. Hvordan skulle man også ellers motivere bankdirektøren til at modstå sin ubetvingelige trang til at rense lokummer?
De riges by
København er de riges by, det vil sige opkomlingenes, og dermed blottet for enhver kultur – de har Gyldendals Bogklub og Bilen & Båden på reolen, som der lige netop er plads til under fladskærmen. Den fylder væsentlig mindre end barskabet, som gør det muligt for dem at optræde som bartendere for deres gæster, når de arrangerer rundvisninger for dem i hjemmet, der til forveksling ligner Magasins juleudstilling, og fortæller, hvad alting har kostet.
De gifter sig gerne med kosmetisk kvæstede ludere og opdager for sent, at de er dyrere at skaffe sig af med end at anskaffe, når de falder for aldersgrænsen. De er kronragede for at camouflere en vigende hårgrænse og lader sig kun fotografere iført solbriller. De kalder sex for erotik og pornografi for fotografisk kunst. Teater er for dem en dansk opførelse af en musical af Stephen Sondheim bygget over ’Et dukkehjem’. Det er forståeligt nok irriterende for dem at skulle skræve over de sultende, når de forlader restaurationen, men det har overborgmesteren en løsning på, han er nemlig socialdemokrat! Afskaf flaskepantet, som de lever af, så klarer en bulldozer resten.
Kun på Nørrebro bor der endnu mennesker. Måtte det aldrig overgive sig!
fortsæt med at læse
