Børn fra Udrejsecenter Sjælsmark fortæller deres historier på ny Charlottenborg-udstilling, der åbner 4. februar.

Ny udstilling: Sjælsmarks børn overmaler væggene på kunsthal i København

Ny udstilling på Charlottenborg viser billeder malet af børnene fra udrejsecenter Sjælsmark. De anbragte børn har også malet væggene over på udrejsecenter Sjælsmark. (foto). Foto: Pr-foto
Ny udstilling på Charlottenborg viser billeder malet af børnene fra udrejsecenter Sjælsmark. De anbragte børn har også malet væggene over på udrejsecenter Sjælsmark. (foto). Foto: Pr-foto
Lyt til artiklen

I år lukker Udrejsecenter Sjælsmark. Det sker efter, at udrejsecenteret har været diskuteret heftigt – særligt har der været bekymring for børnenes trivsel.​

Nu får de omdiskuterede børn mulighed for selv at komme til orde.

4. februar rykker en række af børnene fra Sjælsmark nemlig ud af udrejsecenteret og ind på Kunsthal Charlottenborg i København.

Mød de afviste børn på kasernen

Det sker med billedkunstner Camilla Blachmanns værk ’Sjælsmarks Børn Rykker Ud, der er blevet til i et samarbejde med journalist Liv Krasnik.Gennem hele 2019 har hun besøgt udrejsecenter Sjælsmark ugentligt, hvor hun sammen med børnene har tegnet og malet.

»Det er fortællinger om at være fanget på Sjælsmark, glæden ved at skulle flytte, frygten for at ende i noget værre. Om håb, kærlighed og sammenhold. Hvordan det er at være barn i et fængsel«, fortæller Camilla Blachmann til Ibyen.

Projektet begyndte, da Camilla Blachmann blev kontaktet af Özlem Cekic og Røde Kors, der savnede et tilbud til de anbragt sjælsmarksbørn. Derefter kom ideen med at male sammen med børnene gennem hele 2019.

»Deres tegninger giver et helt andet indblik i deres verden. De har kunnet formidle deres erindringer og hverdag på en helt andet måde gennem de her værker, end de har kunnet gennem sproget«, forklarer Camilla Blachmann.

Børnene maler væggene på Charlottenborg over

Kunstprojektet har vokset sig til over 40 værker fra børnene, der er blevet til gennem år 2019. Ud over at børnene har tegnet og malet deres historier, vil de i forbindelse med udstillingen også male direkte på Charlottenborgs vægge.

En tilføjelse til værket, der ifølge Camilla Blachmann er vigtig:

»De her børn har ingen fremtid. De kan ikke glæde sig til ting, der sker om halvandet år, som mine egne børn kan. Derfor er det så vigtigt, at de får lov til at sætte deres aftryk på verden. Vi har også malet væggene på Sjælsmark. Alle fortjener at få sat et aftryk, mens vi lever«, siger Camilla Blachmann.

Projektet skal ikke ses som kunstterapi, men som en mulighed for at give børnene et talerør til at fortælle deres egen historie, forklarer hun. ​

Oprindeligt var planen, at udstillingen skulle hænge på Charlottenborg, indtil børnene flyttede ud af Sjælsmark, som et symbol på den dag, de ville blive frie for at leve på et udrejsecenter. Dog skal børnene nu flytte over på Asylcenter Avnstrup i stedet, hvor kunstprojektet fortsætter.

Du kan opleve udstillingen fra 4. februar til 8. marts på Kunsthal Charlottenborg, hvor kunstnerne Sophie Linnemann og Gabriel Blachmann også bidrager med et værk hver.

Læs mere på Instagram her, hvor projektet vil fortsætte.

Sidsel Welden

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her