Hvad skal du i weekenden? Ibyen prikker en udvalgt person på skulderen og spørger, så du kan få inspiration til aktiviteter i København.
FREDAG
Jeg har to børn, så vi skal bare have helt almindelig hverdagsmad. Pasta med kødsovs. Jeg savner virkelig at sidde i teatrets røde plyssæder igen. Men alle teatrene er stadig ved at komme på fode igen, så i stedet sidder jeg derhjemme og får en digital oplevelse. Min kone og jeg ser HBO Nordics nye serie ’Catherine the Great’, meget mærkelig og historisk ukorrekt, men også en virkelig morsom og interessant fortælling om Katarina den Store.
Blå bog
Kasper Holten
Siden 2018 teaterchef på Det Kongelige Teater. Tidligere operachef samme sted og på Royal Opera House i London.
Bor på Østerbro med sin kone, koreograf Signe Fabricius, og deres to døtre på 5 og 8 år.
LØRDAG
Jeg har endelig fri og kan lukke computeren. Jeg har opdaget, at jeg har det gammelmandsfænomen, hvor jeg tror, at jeg skal råbe til Valby, når jeg snakker med nogen over computeren, og det har jeg gjort i tre måneder. Det bliver godt vejr, så vi skal i haven. Jeg skal ikke handle, for det er vi, ligesom mange andre, begyndt at gøre online. Under nedlukningen har vi fået takeaway fra restauranten Brace i Teglgårdstræde. Det var virkelig godt, så nu prøver vi det live. Det er vidunderligt at være sammen med sine børn, men min kone og jeg trænger til at være voksne og gå ud at spise.
Madanmelderen anbefaler: For mange er det stadig en hemmelig restaurant. Det er en fejl. Og deres takeaway er i topklasseSØNDAG
Jeg nyder, at søndag morgen er lidt længere, så man kan mærke forskel på hverdag og weekend, og alt ikke skal være klar 7.45. Der er tid til, at jeg bager et brød. Min yngste datter på 5 holder rigtig meget af Zoologisk Have, og jeg har lige gentegnet vores årskort. Der tager vi hen, men hvis der er mange mennesker, konverterer vi det til en gåtur i Dyrehaven eller på Kastellet. Der er jo stadig begrænsninger på, hvad man kan lave. Man kører ikke lige ud i Leos Legeland, hvor man vælter rundt i andre børns snot.
fortsæt med at læse

