Velkommen til Etiketteskolen, Ibyens rådgivning med mere eller mindre brugbare regler om takt og tone i kultur- og bylivet. Ibyen stiller de dumme spørgsmål og lader eksperterne svare.
Når jeg går på museum, synes jeg ofte, der er nogle rum, der ser mere spændende end andre. Må jeg springe dele af udstillingen over?
»Du må kun springe over, hvis du er på Louvre. Der kan du ikke nå at se det hele uanset hvad. Medmindre du køber et årskort og flytter tre måneder til Paris, lever som en boheme og frekventerer museet på en lidt vip-agtig måde. ’Jeg skal bare lige ind og tælle, hvor mange malerier af Leonardo de har hængende’, siger man så, mens man går uden om køen. Så nej, lad være med at springe rum over. Men man kan jo altid sætte farten lidt op«.
Skal jeg læse alle værktekster, når jeg går på museum? Og skal man stå med korslagte arme?
»Personligt går jeg tit med armene semikrydset på ryggen, du ved, hvilende på lænden, på den måde som gamle mænd går. Der er jo noget med, at hænderne er lidt arbejdsløse, når man er på museum. Fordi man for det meste ikke må røre ved noget. Kroppen kan i det hele taget godt være lidt tilovers, når man ser på kunst. I hvert tilfælde den ældre kunst. Der er et begreb, som hedder museumstræthed, som dækker over den tunge fornemmelse, man kan få i kroppen, når man er på museum. Så kan det være meget rart lige at lægge armene over kors eller holde eftertænksomt om hagen«.
»Værktekster er desværre ofte helt elendigt skrevet. Så jeg forstår godt, hvis du tænker ’nej, nej, nej, over mit lig, om jeg staver mig igennem endnu en omgang nervøs moderne kultur- og kulturformidlingsprosa’. Men en værktekst kan altså også være det, der pakker et svært kunstværk ud, giver det lidt aktualitet og måske peger på en detalje ved kunstværket, du ikke selv har fået øje på. Et trick, jeg ofte benytter mig af, er at læse teksten bagfra. Simpelthen begynde med den sidste paragraf eller nederste sætning og så læse baglæns. Så får man ofte pointen eller punchlinen først og kan selv vurdere, om man vil bruge tid på oplægget«.
Hvor stille skal vi være i kunstens haller? Må man godt tale med dem, man følges med?
»Jeg værdsætter den korte og dæmpede samtale. Sig hellere for lidt end for meget, når du ser på kunst. Giv imidlertid virkelig gerne udtryk for din begejstring. Giv dig selv lov til at reagere – også voldsomt – over for kunsten med et ’Åhr!’, ’What the fuck?!’, ’Wooow!’ og lignende. Jeg er tilhænger af den emotionelle og umiddelbare reaktion – både hos mig selv og hos andre. Jeg får tit både tårer i øjnene og kuldegysninger på armene, når jeg ser på kunst. Tillad hellere dig selv at komme lidt ud af fatning end at holde på dig selv ved at forsøge at begribe alting gennem ord«.
Er det kikset at tage billeder af værkerne, når jeg på kunstmuseum? Er selfies?
»Tag billeder som reaktion på det emotionelle engagement, du føler. Fordi du ikke kan lade være og gerne vil dele din oplevelse med dine 800 følgere på Instagram. Eller brug billederne som en form for synsassistent. Ofte kan et kunstværk – et stort maleri for eksempel – være ekstremt overvældende for blikket og virke direkte uoverskueligt. I den situation kan et foto hjælpe dig til at se det. Selfies er altid kiksede. På museet, i fitnesscentret, i skoven, på klubben. Men det er jeg ligeglad med. Jeg elsker en god selfie«.
Hvad er en classy Instagram-strategi, når man går på museum?
»At gøre noget andet end alle de andre. Du kan lige tjekke ved at gå ind på hashtags eller location og se, hvad flertallet poster. Hvis alle poster avokadomadden, er det måske en god idé at bestille noget andet fra menuen. I overført betydning«.
Bliver jeg set ned på af kunstkenderne, hvis jeg siger ja tak til at gå rundt med en audioguide? Skal jeg sige ja eller nej?
»Alle, som beskæftiger sig indgående med kunst, synes, det er vidunderligt, når kunsten har et publikum. Ellers er de i branchen af forkerte årsager. Så folk, der ser ned på andre, er kiksede. Jeg synes, en velproduceret audioguide er en smart smutvej til lidt viden, hvor du i stedet for at bruge dine øjne til at læse et skilt (med en nok sløj tekst) kan bruge dem på at se på kunsten. Eller du kan bruge dine øjne til at flirte med de andre, som også er taget på museum. Man må godt kigge på hinanden. Lidt. Uden at blive creepy«.
Hvad er det bedste tøj at trække i, når jeg skal se kunst? Er der forskel på dresscode, når vi taler guldaldermalerier og woke samtidskunst?
»Det er altid godt med flere lag, så man kan tage af og på alt efter temperatur. Men jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvis folk har en følelse af, at man skal være smart eller dresse op for at se på kunst. Det er i det hele taget et kæmpe demokratisk problem, at mange tror, kunst er noget for de fine. Gu er det ej. Hverken den gamle eller den nye kunst«.
Jeg er blevet inviteret til min første fernisering og er pænt nervøs. Hvad skal jeg sige og gøre for at falde ind? Og hvad må jeg absolut ikke sige og gøre?
»Stakkels dig. Bare forbered dig på, at alle har det selvbevidst og derfor måske optræder en smule arrogant. Jeg ville lade være med at sige navne som Hornsleth, Hirst og Banksy. Det gør ikke noget, hvis man lader dem blive hjemme«.
Hvordan debriefer vi efter en udstilling? Sætter vi os i cafeen og evaluerer vores indtryk? Eller lader vi indtrykkene være uartikulerede og fortsætter vores liv, som var intet hændt?
»Jeg er fan af en god evaluering. Man kan eventuelt give hjerter på en skala fra 1 til 6. Man må bare ikke være bange for også at stille de helt banale spørgsmål til sig selv, hinanden og kunsten. Såsom: Hvad er kunst overhovedet? Og så må du aldrig lade dig slå ud af en dårlig oplevelse. Bare bliv ved med at se på kunst. Igen og igen. Ikke fordi det gør dig til et bedre menneske, men fordi det gør verden større«.
fortsæt med at læse
