Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Jeg har ingen venner. Det lyder dramatisk, men det kan ikke formuleres anderledes. Jeg har altid været lidt sær og dårlig til mennesker, men havde som barn og i gymnasieårene af og til venner. Med tiden er den omgangskreds imidlertid faldet fra hinanden, og jeg ser ikke andre end min kæreste uden for arbejdstiden.
Jeg er universitetsuddannet og har gennem årene haft jobs, hvor jeg fik venskabelige forhold til kolleger og medstuderende inden for de rammer, det nu giver. Jeg har også arbejdet frivilligt og lært sympatiske mennesker at kende der. Men jeg plejer ikke omgang med dem i min fritid.
Det plager mig ikke, men til tider slår det mig, at det nu er for sent at få venner. Og i et eller andet omfang er jeg bekymret. Men tanken om at skulle drikke en kop kaffe eller – gys! – spise middag med en kollega gør mig ekstremt træt. Nu skal jeg snart have et barn, og jeg tænker over, hvordan mit eksempel vil virke på min datter. Mit spørgsmål er: Kan man leve et helt liv uden at have venner?
Mvh. ven
Gæsteredaktør Jonas Risvig:
Kære ven
Nej, man kan ikke leve et helt liv uden at have venner, og det er aldrig for sent at være noget for nogen. Måske har du ikke turde at åbne dig op, eller også har døren stået lidt for åben. Det er alt sammen underordnet nu, for lige om lidt får du den vigtigste ven for livet. Et lille spektakulært menneske, som har brug for en ven at følges med.
Drop din skam over ikke at kunne overskue kaffemødet eller frokosten, og giv dig hen til din nye bedste ven: dit kommende barn! For selv om du ikke føler dig plaget af fraværet fra en venneflok, så er der snart sten, som skal fjernes, bakketoppe, som skal bestiges, og måske endda et hjerte, som skal heles. Det gør ondt at blive født, og der er brug for en ven at skåle med i en sutteflaske, i et glas børnechampagne og en dag: et glas iskold rødvin, når jeres lille familie er samlet.
Venner bliver familie, og familie bliver venner. Og mon ikke din nabo pludselig bliver en anelse mere interessant at lære at kende, når babyskrig og bleskift overtager din hverdag?
Jeg var engang selv bange for at knytte mig til folk i frygt for ikke at kunne være den ven, som jeg troede, at de drømte om. Men så lærte jeg, at venskaber sker, når livet folder sig ud. Jeg tror, at dit liv folder sig ud om ganske kort tid. Så pas på familien.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære ven
Du gør mig i tvivl, fordi det lyder, som om, du på den ene side synes at have fundet alt, du har brug for, i din kæreste og jeres kommende barn, og på den anden ikke helt kan slippe tvivlen. Hvis du virkelig er helt og holdent lykkelig, så nyd det, du skal ikke affinde dig med samfundets forventninger til, hvordan et liv ser ud. Men hvis tvivlen er der, så skylder du dig selv at undersøge den.
Men du skal glemme alt, hvad du tror, venskaber skal være. Jeg græmmes over, at du tror, venskaber er noget, der sker på cafeer og til indbudte middage, som om venner er dem, der findes i pauserne. Og jeg græmmes over din beskrivelse af at have mødt ’sympatiske mennesker’, som om man valgte sine venner ud fra et karakterblad.
I virkeligheden er det nok dit skarpe blik, der forvirrer mig – at du så klart kan kategorisere dig selv som venneløs. Har du intet netværk? Har din kæreste ingen venner? Ser du ikke din familie? Du hverken kan eller skal svare mig, men jeg vender tilbage til starten af mit svar: Hvis du er glad for dit liv, hvad er så problemet? Eller hvis du ikke er glad for dit liv, hvorfor gør du så ikke noget ved det?
Du må tilbage og tænke over, om du egentlig vil have venner eller ej. Man kan jo starte med en enkelt. Jeg kan ikke love dig, at du aldrig vil mangle dem, men jeg kan fortælle dig, at du ikke behøver drikke kaffe eller invitere på ribbenssteg for at få dem.
fortsæt med at læse
