Der er et tidspunkt i livet, hvor man begynder at indse, hvor stærk man egentlig er, og hvor helt utroligt meget man kan overleve og komme igennem, selv når det ser allersortest ud. Det er så også samme tidspunkt, hvor man indser, at udfordringerne og lærestregerne bare bliver ved, de holder ikke op, der er ikke noget facit, ud over når man går ex korpus. Man kommer ikke i mål og bliver ikke oplyst og fuldendt nogensinde, livet er en lærestreg, og jorden er et klasseværelse.
Min overbevisning om min egen svaghed og dødens nært forestående startede allerede, da jeg som 14-årig fik beskeden om, at Thomas R. alligevel ikke kom hjem til mig, mens min mor var til påskefrokost. Åh Gud, det var en tragedie af bibelske dimensioner, og jeg var da også hurtig til at kaste håndklædet i ringen, sætte Boyz II Men på anlægget med ’End of the Road’ og udføre en række selvmordsforsøg, der gik ud på at kaste mig selv fra min seng ned på gulvet med hovedet først for at brække nakken og få det overstået. Den opmærksomme læser vil bemærke, at det ikke lykkedes.
