Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære Brevkasse
Af natur er jeg en parrelysten dame, men anden bølge af #MeToo har for alvor flyttet milepæle for mig. Jeg har slet ikke lyst til at begive mig ud i diverse sexeventyr længere, for mænd forekommer mig som uddøende race.
Problemet er bare, at jeg frygtelig gerne vil have et barn. Jeg kigger misundeligt på de bulende maver, når jeg går rundt på Assistens Kirkegård. Jeg føler, at mine æg fordærver, hvis jeg skal begynde at date igen.
Men hvad fanden skal jeg stille op? Burde jeg få et barn alene? Eller skal jeg vente til, at mænd får en revival, efter den sidste #MeToo-feber er aftaget?
Den skrukke
Gæsteredaktør Line Bie Rosenstjerne:
Kære Skrukke
Hvis du gerne vil have et barn, så skal du helt klart bare skynde dig at få et. At få børn er for mig noget af det skønneste, smukkeste og vildeste, jeg har oplevet i mit liv. Jeg kender flere, som har fået barn alene og er glade for det valg. Men at vælge at få et barn alene kræver efter min mening grundige overvejelser. Er det din inderste drøm at være alenemor eller blot en pludseligt opstået tanke?
Det er farligt at sætte lighedstegn mellem alle mænd og #MeToo. At der findes mænd, som har gjort frygtelige ting – det er en sandhed. Men at alle mænd er udyr, er efter min mening en trist måde at fortolke budskabet i #MeToo på.
Vi skal bekæmpe krænkelser og en historisk nedarvet kultur, som retfærdiggør sexisme. Vi skal ikke bekæmpe manden som ’race’. Jeg vil ikke kun ses som et offer, bare fordi jeg er kvinde, og jeg mener heller ikke, at mænd skal skæres over én kam og kun ses som skurke.
Sex er en vidunderlig ting. Kærlighed er den vildeste følelse. Hvad enten du vælger at få et barn alene eller med en mand, så lad ikke #MeToo og en gruppe af krænkende mænd forhindre dig i at have skøn sex og blive forelsket.
Med venlig hilsen Line
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Skrukke
Du slår mig som et skødesløst menneske, der vinker farvel til mandekønnet med den ene hånd og hej til et barn med den anden. Du er træt af mænd og spændt på at få børn, jeg forstår begge følelser, og de er reelle nok. Men modsætningen er gal, og jeg tror, du skal prøve at blive i én af følelserne lidt.
For det lugter uforløst, det, du har gang i, som om du med vilje lader dig strække ud mellem to slags savn, ét henvendt til mænd og ét henvendt tilbørn. Jeg tror måske, du savner et menneske, der forstår og holder af dig. Når man læser nok historier om krænkere, kan man blive i tvivl om, om der er nogen mænd tilbage, der gider bruge deres tunge til at snakke om følelser i stedet for at stikke den i øret på én midt under fyrværkerishowet. Bare rolig, de findes, og et par af dem er enlige.
Barnesavnet kan du sagtens klare selv, det har folk med succes brugt nedlukningen på at ruge ud. Men jeg synes, du skal tænke dig om. For noget i dit brev får mig til at tro, du er sådan en, der også troede, den skulle stå på både surdej og hækleri i marts, men at rugmelen fortsat står uåbnet, og karkluden endnu er en drøm.
Løsningen bor måske allerede helt selvhjælpsagtigt inde i dig, ikke som et foster, men som en ro, du lige skal sætte dig lidt i. Sæt tempoet ned, lad verden og mandekønnet brænde ud, så ser vi, om den står på fødsel eller genfødsel om et par måneder, okay?
fortsæt med at læse
