Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
For første gang i lang tid er jeg i Danmark hen over julen, på grund af corona. Jeg voksede op i et andet land, og selv om jeg ikke har været hjemme hver eneste jul, er det blevet en tradition de sidste par år. Min kæreste er dansk og holder altid jul her med sin familie. Og fordi jeg er i landet til jul, er forventningen, at jeg er med til den jul.
Mit problem er dette: Hvorfor er det, at hvis du ikke selv har børn, så skal du tilpasse dig alle andres juleplaner?
Inden I drager konklusioner, så skal I vide, at jeg godt kan lide min svigerfamilie og har holdt jul med dem før, men jeg er sur over, at jeg ikke selv kan få lov til at holde jul på mine præmisser og hos mig selv. Jeg ved, at hvis jeg og min kæreste havde børn, så ville ingen sætte spørgsmålstegn ved, at vi havde brug for at ryste posen eller finde på vores eget koncept. Men uden det barn virker man pludselig skinger og ufleksibel. Deres traditioner er faste, og min kæreste følger dem uanset min holdning, så det handler om, hvor jeg selv står.
Jeg ved godt, det er i min magt at bestemme, hvad jeg selv vil, men jeg hader, at jeg er nødt til at tage valget. Hvad skal jeg gøre? Går jeg min egen vej og holder jul uden min kæreste med fare for at fremmedgøre hans familie? Eller sluger jeg kamelen og holder jul med dem på deres måde, vel vidende, at jeg tilsidesætter mig selv?
Hjælp.
Hilsen Coronajul
Gæsteredaktør Kathrine Tschemerinsky:
Kære Coronajul
At blive del af en ny familie er at tilslutte sig en ny stamme, som taler et fremmed sprog og har sære ritualer, som korresponderer med en indforstået mytologi. Hvis man gør sig umage (og svigerfamilien i øvrigt er velvilligt indstillet), kan man med tiden lære sproget og blive indviet i gruppens hemmeligheder. Men helligdagene er en særlig udfordring, for i modsætning til klanens indfødte medlemmer, som pludselig opfører sig som Pavlovs hunde ved synet af en for længst afdød slægtnings leverpostej, synger julesange unisont og får grineflip på stribe af den samme slidte anekdote, kan man nemt komme til at føle sig som et fremmedlegeme, for hvem intet forekommer naturligt, og det kan samtidig vække en længsel efter den stamme og de ritualer, man selv voksede op med.
Jeg er fristet til at sige, at du selvfølgelig bare skal fejre jul med dig selv. Vi er kun i september, og alligevel nager spørgsmålet dig, hvilket må betyde, at du virkelig føler modvilje mod at fejre julen med dem. Så lad da bare være. Du er et frit menneske, og så slipper din kæreste og hans familie også for at få julen ødelagt af en surmulende ’Scrooge’.
Men du slipper ikke så nemt.
På mig virker det nemlig ikke, som om du helt har erkendt, hvad det er udsigten til at fejre jul med din svigerfamilie sætter gang i hos dig.
Ordet ’tradition’ stammer fra latin (traditio) og betyder overlevering. Det er evolutionens kulturelle overbygning, og derfor betyder det også noget, hvis traditioner og familiemytologier man favner. Det sker nemlig på bekostning af den andens.
Du skriver, at du forestiller dig, at et barn vil give dig og din kæreste fred til ’ryste posen’ og ’finde på jeres eget koncept’. Det tror jeg ikke på. Hvis I en dag får et barn sammen, bliver traditionerne sandsynligvis kun endnu vigtigere for din kæreste. Hvad vil du så gøre?
Måske burde du tilbringe denne jul alene og bruge tiden på at overveje, hvad det egentlig er, du kommer med selv. Hvad vil du gerne bevare og med tiden måske ovenikøbet introducere til din ’nye’ stamme. Bare fordi de altid spiser medister 25. december, betyder det ikke, at de ikke kan vænne sig til ostefondue. Men vigtigst af alt tror jeg, at du skal gøre op med dig selv, om du overhovedet har lyst til at blive del af et nyt fællesskab eller foretrækker at være dig selv.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Coronajul
Dit spørgsmål rammer en nerve i mig. Hvor nogle familier er en stringent guirlande af relationer, så er min det sammenfiltrede englehår på bunden af julepyntskassen. Vi er regnbuefamilie, skilsmissefamilie, udvidet familie, papfamilie og valgt familie med mere. Det betyder, blandt virkelig mange ting, at enhver tradition er en direkte forhandling, hvor gamle og nye tiltag må vejes mod hinanden, for at bare nogle af de tilstedeværende kan blive glade. Samtidig bliver flere og flere ideer gift og født ind i familien, et år diskuterer vi, om man skal købe nye gaver, når vi alle skal forbruge mindre, og et andet år diskuterer vi, hvor mange hele mandler, der skal være i en risalamande til 12.
Derfor varer julen altid længe, der skal danses, quizzes, spises, drikkes og pakkes ud. Som jeg er blevet ældre, har jeg fået både forpligtelser og frikort. Jeg kan til en hvis grad selv vælge, hvor lidt eller meget jeg gider være med til, og der er min barnløshed faktisk en befrielse, for jeg har ingen biologisk underordnede, hvis behov jeg skal lytte til.
Det synes jeg også, du har rettigheden til. Ja, man skuffer måske noget (sviger)familie, men sådan er det at være forbundet. Det er en lang kæde af brudte løfter og gaver, der skal byttes.
Så mit svar falder ud i to råd:
1. Julen er mange ting, der er plads til både dine, mine og deres traditioner. Giv pokker i, hvilken dag der er den vigtigste. Inviter dem, du elsker, indenfor. Tag noget af din pynt og mad med ind i nogle andres liv. Find din egen gren på træet.
2. Sig dit behov højt. Skriv dig selv øverst på ønskelisten, og sig til din kæreste, hvad du agter at gøre. Så må vi se, om han gider dine traditioner.
God jul
fortsæt med at læse
