Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har et problem. Et virkelig forkælet et af slagsen. For fyrene ligger for mine fødder og mener, at de er forelskede. Men jeg har med tiden opdaget, at det slet ikke er tilfældet. De er ikke forelskede, men fascinerede.
Når det kommer til stykket, vil de slet ikke have det sure med det søde
Ugens spørger
De er ellevilde med tanken om mit meget selviscenesættende jeg, men når det kommer til stykket, vil de slet ikke have det sure med det søde.
Måske ville problemet løse sig, hvis jeg var lige det ærligere fra start og gik lidt mindre efter at være hende den frække og farlige. Men nu ka jeg ikke la’ vær – mit ego har fået smag for det.
Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg da overhovedet skal gøre noget. Hvordan får jeg dem til at forelske sig i mig og ikke bare i tanken om mig?
Kh Maneater
Gæsteredaktør Filiz Yasar:
Kære Maneater
Jeg kan godt forstå tilfredsheden ved at have mænd liggende ved sine pedicureplejede tånegle. Tro mig, jeg lever også efter mantraet if you’ve got it – flaunt it. Men du bliver seriøst nødt til at foretage en afvejning af dit pumpende scoringsego i forhold til hensynet til kærlighed. For dit problem er ikke, at du mangler mænd.
Dit problem er, at nogle måske smutter ned ad bagtrappen, når de opdager, hvilken basic bitch du kan være. Og det er ikke nødvendigvis skidt. Det er faktisk en udmærket selektionsmekanisme til finde ham, der går hele vejen rundt om buffeten og stadig kan lide blandingen af det sure og det søde.
Mit selfiegame var så stærkt, at selv når jeg havde en trist dag, kunne min trutmund stadig få andre i stødet
Gæsteredaktør Filiz Yasar
Da jeg var omtrent 21-22 år, besluttede jeg mig for at iscenesætte mig selv som den ombejlede og mystiske type. Jeg havde læst et par essays af Suzanne Brøgger og var sådan: ’Det skal nok gå, søde’. Helt af sig selv spirede et koketterende jeg frem, og mænd blev en snack, jeg indtog med glubende appetit. Mit selfiegame var så stærkt, at selv når jeg havde en trist dag, kunne min trutmund stadig få andre i stødet. Det var mit drug.
På et tidspunkt kom jeg til at fucke up og sende et billede uden filter og kavalergang til en flirt. Han svarede: »Uha, træt dag, smukke?«. Jeg havde ellers sovet i 11 timer.
Den dag fandt jeg ud af, at ingen selviscenesættelse kan holde for evigt – uanset om du er Kim K. eller Suzanne B. Derfor kan man lige så godt være sig selv, inklusive fodsvampe og dårlig musiksmag. Alle andre er jo alligevel taget.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Maneater
