Læser: Alle mænd flygter, så snart de lærer mig at kende

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har et problem. Et virkelig forkælet et af slagsen. For fyrene ligger for mine fødder og mener, at de er forelskede. Men jeg har med tiden opdaget, at det slet ikke er tilfældet. De er ikke forelskede, men fascinerede.

De er ellevilde med tanken om mit meget selviscenesættende jeg, men når det kommer til stykket, vil de slet ikke have det sure med det søde.

Måske ville problemet løse sig, hvis jeg var lige det ærligere fra start og gik lidt mindre efter at være hende den frække og farlige. Men nu ka jeg ikke la’ vær – mit ego har fået smag for det.

Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg da overhovedet skal gøre noget. Hvordan får jeg dem til at forelske sig i mig og ikke bare i tanken om mig?

Kh Maneater

Gæsteredaktør Filiz Yasar:

Kære Maneater

Jeg kan godt forstå tilfredsheden ved at have mænd liggende ved sine pedicureplejede tånegle. Tro mig, jeg lever også efter mantraet if you’ve got it – flaunt it. Men du bliver seriøst nødt til at foretage en afvejning af dit pumpende scoringsego i forhold til hensynet til kærlighed. For dit problem er ikke, at du mangler mænd.

Dit problem er, at nogle måske smutter ned ad bagtrappen, når de opdager, hvilken basic bitch du kan være. Og det er ikke nødvendigvis skidt. Det er faktisk en udmærket selektionsmekanisme til finde ham, der går hele vejen rundt om buffeten og stadig kan lide blandingen af det sure og det søde.

Da jeg var omtrent 21-22 år, besluttede jeg mig for at iscenesætte mig selv som den ombejlede og mystiske type. Jeg havde læst et par essays af Suzanne Brøgger og var sådan: ’Det skal nok gå, søde’. Helt af sig selv spirede et koketterende jeg frem, og mænd blev en snack, jeg indtog med glubende appetit. Mit selfiegame var så stærkt, at selv når jeg havde en trist dag, kunne min trutmund stadig få andre i stødet. Det var mit drug.

På et tidspunkt kom jeg til at fucke up og sende et billede uden filter og kavalergang til en flirt. Han svarede: »Uha, træt dag, smukke?«. Jeg havde ellers sovet i 11 timer.

Den dag fandt jeg ud af, at ingen selviscenesættelse kan holde for evigt – uanset om du er Kim K. eller Suzanne B. Derfor kan man lige så godt være sig selv, inklusive fodsvampe og dårlig musiksmag. Alle andre er jo alligevel taget.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Maneater

»En piedestal er lige så meget et fængsel som ethvert lille, begrænset rum«. Det er den amerikanske feminist Gloria Steinem, der har sagt det, og jeg synes, at citatet passer til dit problem. Med kæben på gulvet og stift blik får mændene gjort dig til Venus fra Milo, og så står du der, helt smuk, men uden arme og modstandskraft.

Det lyder lækkert at gå rundt og være nogens fantasi, men desto hårdere kan det være at blive deres virkelighed. Du beskylder dig selv for at nyde at spille hovedrollen i mændenes drøm, og ja, det kan da godt være, at du skal lade rulleteksterne køre på din femme fatale. Men på den anden side er det altså rimelig svært at skulle være 100 procent sig selv fra første møde – morgenhår og uforløste traumer er jo ikke i sig selv en sandere personlighed.

Jeg tænker faktisk, om du kan gå fuld camp? Altså om du kan putte endnu et filter oven på filteret? Så kan det være, at nogle af dem med mere mellem ørerne end benene faktisk kan forstå, at det, du laver, er delvist produceret.

Valget er op til dig: Går du mest op i at vedligeholde egoet med kunstigt mandedræt? Eller vil du hellere være et helt menneske, sådan et med kalveknæ og appelsinhud på personligheden?

Man kan jo også finde den første løsning frem til visse højtider, når selvtilliden lige har brug for et nøk opad.