Den gyros hører til en af mine allerbedste madoplevelser. Jeg spiste den tre til fire gange om dagen, hver dag i to uger. Det var i 1994, og den kostede i drakmer, hvad der svarede til fire danske kroner. Så det var svært at modstå lysten til at gå ned til den lille grillbod ved stranden på vulkanøen Santorini, hvor min interrail var endt i fjorten dages fest.
Det var mind-blowing på samme måde hver gang. Uanset om det var som morgenmad mod tømmermænd eller som en lykkelig fuldemandssnack i måneskinnet.
Det bløde, tykke, elastiske fladbrød med forkullede pletter på den olivenolieglinsende gyldne overflade smagte dybt af hvede og røget af bål. Den var svøbt som et kræmmerhus om saftigt svinekød, som en lage af oregano, timian, rosmarin, løg og hvidløg i honning og eddike havde gjort ekstra mørt.
Det smagte så rent og nyslagtet under den sprøde karamellisering fra marinadens møde med gløderne. Ved siden af kødet lå en perfekt dosis soltunge tomater, sprøde rødløg, tørre, varme krydderier og en tzatziki, hvor både agurk, hvidløg og yoghurt trådte klart og frisk frem. Og så lidt pommes frittes til at fuldende fornemmelsen af et komplet måltid i en enkelt håndfuld.
