Hvad er den mærkeligste genstand i jeres samling? Ibyen spørger en række af byens museer. På Arbejdermuseet fortæller vicedirektør Linda Nørgaard Andersen om et særligt kransebånd.
»Det her orangefarvede bånd har været rundt om en to meter stor laurbærkrans. Det helt særlige ved det er navnet, som er på, skrevet med guld: Adolf Hitler. Det tager fokus, men det har nok også været meningen«.
»Kransebåndet blev brugt ved statsminister Thorvald Staunings bisættelse 10. maj 1942. Det var en helt speciel bisættelse – den største i det 20. århundrede med 10.000 mennesker samlet i Forum. Der var også omkring 1.000 kranse, hvoraf denne kom fra Hitler«.
»Kransen har ikke ligget på selve kisten, men stået tæt på, som en kæmpe torn i øjet på deltagerne ved bisættelsen. Æstetisk er det jo meget smukt, men symbolsk er det en tyk understregning af, hvem der bestemte, og hvor magtfuld Hitler var. Man får en fornemmelse af, at der nærmest har været et venskab mellem de to, men det var der jo under ingen omstændigheder«.
»Stauning var en politiker, for hvem demokratiet var det allervigtigste. Det var det, han kæmpede for hele sit liv og lige til det sidste. Ved sin død havde han været statsminister i mere end 15 år samlet – også mens landet blev besat 9. april 1940. Besættelsen var en kæmpe sorg for Stauning, der frygtede, at hele hans livsværk skulle smuldre«.
»Under besættelsen indledte man samarbejdspolitikken, som betød, at Danmark skulle acceptere besættelsen, og til gengæld ville Tyskland så ikke antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Formålet med politikken var i sit udgangspunkt at skåne danskerne mest muligt«.
»Det er den politik, som Hitler udnytter ved bisættelsen med kransebåndet. Hitler er i det hele taget en figur og statsleder, som står for alt det, som Stauning ikke står for. Stauning ville vende sig i graven, hvis han vidste, at kransen havde stået der«.
»Når man åbner kassen, hvor kransebåndet ligger i dag, bliver folk ofte bare helt mundlamme. Det er som at få et spark i maven. Det er så voldsomt og minder en om en mørk del af vores historie, som vi ikke nødvendigvis er særlig stolte af i dag, og som fandt sted for ikke særlig lang tid siden«.
»Det, som jeg synes er det stærkeste ved genstanden, er, at den er blevet bevaret, og at man ikke har brændt den dagene efter befrielsen i 1945. Man har haft en bevidsthed om, at dette kransebånd er en historisk genstand, som man i fremtiden kommer til at kunne fortolke på og forholde sig til«.
»Det er jo også vores opgave som museum at have en bevidsthed om, hvilke genstande vi tager ind i vores samling, og hvilke vi bevarer. Vi skal ikke kun gemme de gode og stærke historier, men også alle b-siderne og alt det ubehagelige, vi har«.
fortsæt med at læse
