Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er 26 år gammel, jeg har nu været sammen med en mand i et år. Han er 40 år.
Han er mit første møde med kærlighed og sex, og jeg mødte ham gennem en ældre veninde. Jeg kastede mig ud i forholdet til ham uden at lære ham at kende først. Min veninde fortæller mig ting om hans fortid og tidligere kvinder. Det gør mig så skinsyg, jeg har aldrig før kendt denne slags skinsyge, og undlader nu at se min veninde. Mange af hans tidligere kvinder er kunstnerisk begavede. Jeg er selv fra en kunstnerfamilie og drømmer om selv at blive kunstner.
Det tror jeg i hvert fald, jeg gør nu, fordi jeg nu konstant sammenligner mig med kvinder, der er 10-15 år ældre og etablerede. Jeg er træt af at forsøge at blive en dygtig klassisk musiker, keramiker, syerske, brodøse, maler, for at få hans opmærksomhed, jeg kan næsten ikke huske, om jeg faktisk kunne lide disse ting, før jeg mødte ham. Det føles, som om alt, jeg gør nu, er, for at han skal elske mig og ikke en anden, en tidligere, en ny, det føles, som om det ’virker’, når jeg dygtiggør mig, at jeg får hans opmærksomhed, anerkendelse.Hvad er mit problem?
Kh den usikre
Gæsteredaktør Anna Malzer:
Kære usikre
Bare fordi dette er dit første møde med sex og kærlighed, må det ikke være dit sidste! For min umiddelbare reaktion på, hvad du skal gøre, er: Drop ham! Den her relation vil du se tilbage på om 20 år og tænke: »Kæft, hvor var det småt«.
Der findes altså en derude, der ikke fucker med dit selvværd på den her måde. En, som gør, at du finder hjem hos dig selv i stedet for at fare vild i dig selv. Jeres forhold har nemlig ført til, at du ikke ser din veninde, konstant sammenligner dig med andre kvinder og pludselig vil være 10 forskellige kunstneriske fagligheder på engang. Alle tre ting lyder udmattende, kedelige, stressende og angstskabende – og ikke mindst sætter de dit liv i stå i en alder af 26 år.
En ægte kæreste tilføjer en dybde til ens moderne, lidt selvoptagede liv, så man sænker skuldrene og bliver lidt ligeglad med sig selv, og hvordan man fremstår, og hvad man arbejder som. Som at have drukket et lille glas pagne – selvværdet vokser. I dit nuværende forhold lyder det, som om du er på hård juicekur, dem der, som kun smager af broccoli.
Det tog mig 8 år at finde ham, som fik mig til at føle mig afslappet og ikke anspændt. Jeg troede aldrig, jeg ville finde ham. Jeg var fortvivlet til sidst – men pludselig var han der.
Husk også: Man bliver fattig af at være kunstner, og 9 ud af 10 mennesker er 100 procent ligeglade med den ’status’, der ligger i kunsten, hvis du bevæger dig 2 kilometer uden for centrum af Vesterbro. Kunstner; det skal man altså kun blive, hvis man ikke kan lade være.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære usikre
Bare rolig, alle københavnere på 26 tror, de skal være anerkendte kunstnere. Næsten alle på 26 tror også, at mænd på 40 har fat i den lange ende, men tit er de bare 26-årige plus en fast kiropraktortid. Det er meget normalt at ville identificere sig via en partner eller en kreativ karriere, for så skal man ikke selv finde på en egentlig personlighed.
»Jeg maler sådan nogle abstrakte malerier«.
Eller:
»Jeg er kæreste med en på 40, der maler sådan nogle abstrakte malerier«.
Sådan et menneske har jeg siddet ved siden af til en fest, og i et par timer har jeg sikkert tænkt, at der sad et helt menneske. Men som det altid går, så vågnede jeg dagen efter og tænkte: Gud, hun vidste ikke, hvem hun selv var, det var derfor, hun sagde alt det der mærkelige.
Du er blevet radio for et andet menneskes stationer, du skal trække antennerne tilbage og bruge noget tid på at finde din egen frekvens. Og der forstyrrer hans telemast altså.
fortsæt med at læse
