Golden Days og den verdenskendte fotograf Søren Solkær er lige nu på jagt efter et lærred til et stort gavlmaleri af naturfænomenet sort sol.

Naturmiraklet rammer normalt kun Sønderjylland. Nu kan det komme til København. Men det kræver din hjælp

Golden Days oplyser, at brede gavle uden vinduer, altaner eller lignende vil blive foretrukket som lærred til kunstværket. Foto: Søren Solkær
Golden Days oplyser, at brede gavle uden vinduer, altaner eller lignende vil blive foretrukket som lærred til kunstværket. Foto: Søren Solkær
Lyt til artiklen

Haves: Verdenskendt fotograf.

Søges: Tom husgavl i København.

Sådan kunne en ny kontaktannonce fra Golden Days lyde.

Den kulturhistoriske organisation er ansvarlig for den københavnske fejring af, at det i 2020 var 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med resten af Danmark.

På grund af coronapandemien var det i maj sidste år ikke muligt at gennemføre festlighederne i København. Dem har Golden Days derfor udskudt til 10.-16. maj i år.

Som en del af markeringen har organisationen allieret sig med den verdenskendte fotograf Søren Solkær, der tidligere har taget portrætfotos af musikere som PJ Harvey, Paul McCartney og Pharrell Williams.

I kunstprojektet ’Black Sun’ har fotografen rettet linsen væk fra verdensstjernerne og over på naturen. Her er motivet det særligt sønderjyske naturfænomen sort sol, hvor enorme stæreflokke på træk danner figurative formationer på himlen og på nogle tidspunkter helt dækker for solen.

Og det er altså derfor, at Golden Days er på jagt efter en ledig husgavl i hovedstaden. Organisationen har nemlig bedt Søren Solkær, der selv er født og opvokset i Sønderjylland, om at gøre et af motiverne fra ’Black Sun’ til et gavlmaleri.

»Det er et mirakel for øjet«, skrev Politiken sidste år om billederne, der også bliver udgivet som bog.

I en pressemeddelelse oplyser Golden Days, at brede gavle uden vinduer, altaner eller lignende vil blive foretrukket som lærred til kunstværket.

Når den rigtige gavl er udvalgt, bliver den lejet til kunstprojektet i fem år, hvor Golden Days står for vedligehold af maleriet.

I pressemeddelelsen beder Golden Days alle, der kender den rigtige gavl, om at sende interessetilkendegivelse og foto til Mads Ravnsbæk Sørensen på mads@goldendays.dk hurtigt muligt eller senest 10. marts.

Marie Nørgaard Skadhauge

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her