I et lille lokale ved siden af scenen på spillestedet Stengade i København går en tynd mand rundt om sig selv og skyggebokser. Rundt og rundt, rastløst dansende. Lokalet er overmalet af graffiti skrevet med sprittusch og spraydåse, og ledninger og diverse elektronik flyder ud over borde og hylder. Et måske kontrolleret kaos.
Mandens hoved hugger i takt med lydene fra scenerummet på den anden side af døren, og hans øjne er fokuserede, grænsende til det uhyggelige. Han ligner en mand, man ikke skal forsøge at løbe om hjørner med, i hvert fald ikke lige nu.
Manden hedder Peter Bigaard, og som rapper går han under kunstnernavnet Pede B. Han er mest kendt for som den eneste at have vundet freestyledysten MC’s Fight Night 3 gange, men det er længe siden nu. I dag handler hans musikalske liv om mere og andet end tvekampe på ord. Nu vil han bryde igennem med sin egen musik og sine egne tanker, som går længere, end til hvorfor en given modstander er en kæmpeidiot, hvis mor i øvrigt er en luder.
Roskilde Festival: Fem koncerter du skal se torsdag
I baglokalet bokser han nu færdig ved at slå højre næve ind i væggen og går så på scenen. Med det samme og med lange skridt styrer han helt frem til scenekanten, helt op i ansigterne på et publikum, som har købt billetter til koncerten for længe siden. Og så går han i gang.
Oooog så spoler vi tiden et par timer tilbage. Vi kører i Peter Bigaards tourbus fra hans lejlighed på Østerbro, og udenfor er det lørdag og vindstille og næsten sommer. Peter taler om den netop overståede danmarksturné og om, at han har købt en flaske chilivodka i Italien, som han glæder sig til at smage efter koncerten. Vi er på vej til Danmarks Radio ude på Amager, for Peter skal interviewes til P3. Til lytterne fortæller han, at den mest horrible scorereplik, han nogensinde har brugt, går på, at han hedder Bigaard, hvilket er ligesom sådan en, man får honning fra.
Bagefter fortæller han mig, at det faktisk var en anden, P3 havde planlagt at interviewe, nemlig en komiker af en art, men at han blev inviteret ind i sidste øjeblik, fordi komikeren var strandet i London. Og den detalje er meget sigende.
For på trods af en lang og meget respekteret karriere i dansk hiphop har Peter Bigaard haft svært ved at få hul igennem til de helt brede masser, som P3 må siges at repræsentere. Siden han vandt MC’s Fight Night i 2005, 2007 og 2009, har han udgivet masser af plader, ligesom han har turneret landet tyndt igen og igen. Han har holdt ved og har haft musikken som sit fuldtidsjob, men alligevel er det aldrig rigtig lykkedes at slå helt igennem. Eksempelvis er han ikke kommet i A-rotation i radioen, for lige meget hvor gode resultater han har opnået, har der været gatekeepers alle vegne, og de har altid vendt tommelfingeren nedad. Det har frustreret ham, det er klart.
»Jeg kan huske, jeg sagde til min kæreste, at jeg følte mig som en fiasko. Jeg følte, at ingen ville bruge det, jeg lavede, til noget, og så kunne det jo være lige meget«, som han siger.
Men det skal der gøres noget ved nu, og koncerten på Stengade er blot en enkelt del af udlevelsen af den drøm. Noget skal ske.
Maria Faust: Hvorfor skal jeg vise den pik, jeg ikke har?
Heeeelt sumpet
Peter Bigaard blev født i 1984, og det var ind i et nordkøbenhavnsk hjem, hvor hans mor hørte MC Einar, og hvor unge Peter kunne låne det overspillede kassettebånd og sætte det i sin Fisher-Price-båndoptager. MC Einar var flabet, lidt uartig, og det tiltalte Peter, som godt kunne lide at fremstå sej, men ikke havde meget selvtillid.
»Jeg var fascineret af ord. Gik og rimede og fortalte historier«, fortæller han, da vi et par dage efter koncerten på Stengade igen mødes på Østerbro.
Senere var det rappere fra den såkaldt anden bølge i dansk hiphop, der optog den unge københavner, altså kunstnere som Clemens, Hvid Sjokolade, Stilen er Profilen og Den Gale Pose. Som teenager begyndte han selv at rappe, og i 2001 stillede en ranglet og 17-årig Pede B op i MC’s Fight Night for første gang. Og fik klø. 4 år senere var han anderledes klar og vandt sin første titel i KB Hallen med rim som »Jeg vil tømme mit krus/ Jeg er ikke country, men jeg tager stadig hans pige i et hønsehus«, mens han i sit finalerim erklærede, at han selvfølgelig allerede havde vundet. Det var fandeme blæret, og det var nok til at vinde.
Han spillede også koncerter i København, ofte netop på Stengade, som derfor er et særligt sted for Peter Bigaard. Faktisk var det der, han holdt releasekoncerten for sin første plade ’Et barn af tiderne’ fra 2005, hvilket var »på en onsdag, du ved, heeeelt sumpet«.
Guide: Det kan du spise i Roskildes Food Court
»Det er et særligt sted for mig. Jeg har spillet til så mange af dem, man kaldte jams, som bare var 5-6 navne på en flyer. Så fik vi 6 ølbilletter for det, og så kørte det bare«, siger han og griner. Fører hånden hen over det plyssede hoved.
»Det var rowdy, ikke? Hver eneste fucking onsdag var der live hiphop, og fordi det var sådan en lille venue, og folk bare dukkede op og drak nogle øl, kunne Mohammed og Torben fra Brønshøj komme ud med deres nye numre, de lige havde indspillet i ungdomsklubben. Der var ingen, der buhede, for alle skulle jo spille selv senere. Alle var søde ved hinanden, alle var solidariske. Det er et sted, der har givet meget til dansk hiphop«.
Mæt af freestyle
Sideløbende med sine optrædener og følgende sejre ved MC’s Fight Night var Peter med de andre freestylerappere på turné rundt i Danmark for at kalde hinanden forfærdelige ting foran nye, altid fulde publikummer hver aften. På et tidspunkt fik han nok.
»Jeg blev mæt af freestyle. Jeg følte, at det tog opmærksomheden fra den musik, jeg brændte for at lave. For mig var det vigtigt også at sørge for, at der skete noget med min egen musik, for ellers blev man lige pludselig that guy«.
Blev du sat i bås?
»Hundrede procent. Til sidst følte jeg, at jeg blev nødt til at pensionere mig fra konkurrencen. Når jeg så tilbage, opdagede jeg jo, at jeg havde brugt sommeren på at spille på Grøn Koncert og sige, at en anden mand var en idiot. Det er der jo ikke noget galt med, men samtidig indfandt der sig en vis ligegyldighed over for det, som begyndte at slå mig i hovedet. Jeg følte den ikke hele tiden, og jeg synes jo stadig, at freestyle er fedt. Jeg synes, det er svedigt. Men når man gør det så meget, kommer man til et sted, hvor det simpelthen bliver for meget«.
Så efter sejren i 2009 droppede Peter Bigaard MC’s Fight Night for at hellige sig sin egen musik. Man skulle måske tro, at han på den anden side så fandt guldet, men nej. Efter succesen i bokseringen opdagede han blot, at han altså ikke kunne få det så omtalte gennembrud – en erkendelse, der ramte ham hårdt. En anden erkendelse fulgte dog lige efter:
»Jeg kunne ikke lade være med at lave musik. Mit pladeselskab sagde altid: »Nå ja, tallene er jo fede, især når man tænker på, at du ikke bliver spillet på P3«. Så prøvede jeg at droppe musikken og tage et almindeligt arbejde, men det gik så heller ikke. Overhovedet ... Når jeg sad inde på det der kontor, fik jeg jo lyst til at skrive tekster. Det var der, alle ideerne begyndte at komme. Så jeg begyndte igen«, siger han.
»Jeg kørte mig selv ned, mand. Jeg arbejdede alt for meget, men jeg havde brug for at blive ved. Det blev til et valg mellem musik og kontor, og jeg valgte musik. Det var jo altid det, jeg ville«.
»Pede B er jo idolet«
På Stengade står Pede B helt ude på kanten af scenen. Blodåren i hans hals er større, end hvad godt er, hans T-shirt er gennemblødt af sved, hans gestik hamrer af sted.
»Du er kommet for at finde ud af, hvad det hele handler om! Livet!«, råber Pede B til en høj gut på første række.
Dj’en, den tidligere verdensmester i mix DJ Noize, hopper rundt bag pulten og har gang i den vildeste ansigtsmimik. Det er firs tusind grader varmt. Føles i hvert fald sådan. Pede B’s flow er tungt, aggressivt. Hver gang han lander et rim, anerkender publikum det med stormstyrke, og så griner han pludselig. Lidt manisk. Det er en fest, hvor alle kender alle, men hvor der alligevel er en uomtvistelig hovedperson. Manden med rimene.
Roskilde: Mobil kæmpeghettoblaster spiller op til fest
Efter koncerten kommer han ned i backstagelokalet. Nu er han Peter Bigaard igen, han skiftevis ler og råber eksalteret. Korsangeren Emilie kommer ind:
»Fuck, det var fedt! Det var så varmt, at jeg troede, jeg skulle brække mig«.
Peter går op til merchandiseboden. Selv om man har været landskendt rapper i 10 år, er det stadig en del af gamet at stå der og tale med sine fans. Og han kan godt lide det, virkelig. Lars Emil Olsen, en fan, der har været til 15 af den netop overståede turnés 25 koncerter, dukker op.
»Hva’ så, Lars«, siger Peter.
»Har du det godt?«.
Lars har det skønt, forstår man. Og som han siger: »Pede B er jo idolet«.
For manden selv handler det dog ikke om at være netop dette. Et idol. Faktisk mener han ikke engang, at han nogensinde har været den bedste, heller ikke selv om han har vundet MC’s Fight Night 3 gange.
»Der er mange, der har den holdning, at man kun skal lave rap, hvis man synes, man er den bedste. Sådan har jeg aldrig tænkt«, siger han nogle dage efter på Østerbro og skærer en grimasse.
»Hvis man føler, at man er den bedste, hvad er så motivationen for at blive bedre og udvikle sig? Jeg synes, det er latterligt. Mange yngre rappere siger, at det er vigtigt, at man synes, man er den bedste. Så tager jeg diskussionen med dem. Er det ikke en disciplin, hvor alle skal have lov til at bidrage, og hvor man kan udvikle sig?«.
Soak: »Jeg har en stemme, og den bruger jeg«
Det levede liv
De emner, han tager op, når han rapper, er personlige, siger han. Emner, som på den ene eller anden måde vedkommer det liv, han har levet, men også det liv, han ønsker at leve.
»Jeg føler mig snydt, hvis jeg hører en kunstners album, og jeg ikke føler, at jeg kender vedkommende bedre bagefter. Så føler jeg, at han ikke har været reel og ærlig. Så har det været et kalkuleret produkt, som skal tilfredsstille en målgruppe. Jeg vil gerne have noget af kunstneren«.
Så musik er at udlevere sig selv?
»Det er nok lidt hårdt at sige, for det er ingen almengyldig sandhed. Men det er sådan, jeg har det. Og det er det, jeg prøver at gøre selv«.
På sit seneste album, ‘Byggesten’, der udkom i marts, rapper Peter Bigaard blandt andet om, hvordan freestylerap formede ham i hans unge år, men også om en ven, der tog en overdosis heroin, men heldigvis overlevede. På albummets titelnummer lyder det blandt andet:
Jeg fandt ham i en kontorstol med munden åben/ var gået kold lige efter han havde stukket nålen/ hans hoved og hans ben de var blå/ for centralnervesystemet var ved at gå i stå.
Ugen efter at vennen havde taget en overdosis, vandt Pede B MC’s Fight Night.
»Jeg havde ikke så meget selvtillid, men jeg havde lige set min ven overleve det der, og så var jeg ikke bange for at gå op i en boksering. Så var nerverne væk, så var der intet, jeg ikke kunne«.
Albummet hedder ‘Byggesten’, netop fordi det er det, livet er. En samling af principper, episoder, holdninger og drømme, som sammen bliver til noget mere end bare summen af dem. Og målet med at gøre sig dette bevidst er klart for Peter Bigaard – det er sønnen Karl, der er 6 måneder gammel.
»Jeg tror, at så snart du bliver bevidst omkring de byggesten, der har gjort dig til det menneske, du er, desto lettere vil du have ved ikke at give dine dårlige sider videre. Og det tænkte jeg meget over, da jeg skulle være far«, siger han.
»Jeg ville gerne have, at han havde god selvtillid, jeg ville gerne have, at han ikke havde kort lunte. At han kunne sove om natten. Alle de der ting, som jeg har problemer med. Jeg har været bevidst om, hvad det er, der gør mig til et menneske«.
fortsæt med at læse
