»For nylig fik jeg at vide, at jeg skulle rydde mit lager på den anden side af gaden. Efter 49 år var det fuldt af tøj, og jeg havde ikke plads til det hele i min butik i Mimersgade, så jeg ringede efter en marskandiser, som kom og hentede noget af det. »Du må da også gerne tage den der med«, sagde jeg og pegede på en papirpose. Men så opdagede jeg, at den var fuld af gamle kærestebreve. Og der var mange! Jeg havde helt glemt, at jeg havde været så eftertragtet«.
»Jeg beholdt selvfølgelig posen. Og begyndte at læse. Det var som at tage på en tidsrejse tilbage til 1960’ernes København. Dengang havde jeg været med i min første film, ’The Christine Keeler Story’, og min næste, ’Villa Vennely’, havde lige haft premiere«.
LÆS OGSÅ Københavnerfortællinger: Amerikansk musiker arrangerede festival til ære for dansk ven
Vild panik
»’Villa Vennely’ vakte vild panik. Man måtte ikke være nøgen på film, men vi var letpåklædte, og det handlede om narkomani, prostitution og gangstere. Præsterne advarede mod at se filmen. Men folk var ligeglade. De knuste ruderne ind til biograferne for at snuppe de dristige stillbilleder, som hang i vinduerne«.
»I den periode fik jeg rigtig meget opmærksomhed fra mændene. Nogle gange var det for meget. Jeg kan huske en aften i Tivoli, hvor jeg simpelthen måtte tage hjem, fordi der var så mange mænd, der rendte efter mig. Men for det meste nød jeg opmærksomheden«.
Trailerpark-direktør boede i en containerborg uden strøm»Jeg var ikke interesseret i at være nogens kone. Men jeg tog tit på stævnemøder. Bl.a. på Nimb. Hver søndag eftermiddag var der tedansant, og der var altså mange flotte fyre! F.eks. mødte jeg en svensk godsejer der. En høj flot fyr, som var olympisk mester i diskos eller sådan noget og havde sit eget fly. Ham kendte jeg i mange år, men jeg var aldrig rigtig erotisk interesseret i ham. Jeg syntes bare, det var sjovt at gå ud med ham. Sådan havde jeg det med mange af de mænd, jeg kendte«.
Afsat kæreste
»Men der var mange mænd, som var forelskede i mig. Det kan jeg se i brevene. Der var f.eks. en journalist fra Billed-Bladet. Og en major i flyvevåbnet. Og en australsk styrmand, der hed Woody. Eller var Woody den amerikanske læge, jeg mødte på Nimb? Det kan jeg ikke huske«.
»Jeg fik også breve fra mænd, jeg ikke kendte. F.eks. var der en mand fra min opgang, som skrev til mig. Det var et meget sødt brev, og han virkede som en kultiveret herre. Men jeg var ikke interesseret i ham«.
Operasanger: Den Lille Havfrue blev mit holdepunkt»Det var jeg til gengæld i Bjørn. Min veninde var kæreste med ham, men mødte en, som hun bedre kunne lide. Hun ville gerne afsætte Bjørn til en anden, så det ikke var så hårdt for ham. Så hun gav ham videre til mig. Jeg kan huske, at vi spiste middag ude i byen. Men Bjørn var sømand og skulle sejle dagen efter. Så han inviterede mig ned til Rotterdam, hvor skibet gjorde holdt«.
Sablet ned
»Dengang havde ’Villa Vennely’ lige haft premiere, og da jeg kom om bord på skibet, havde samtlige besætningsmedlemmer billeder af mig hængende i deres kahytter. Det kunne Bjørn altså ikke tolerere. »Du holder op!«, sagde han. Det gjorde jeg så. Og det var ikke noget savn for mig. For jeg var elendig i den film! Jeg blev rakket ned i alle anmeldelserne«.
LÆS OGSÅ Københavns 'lysmager':»Det var, som om lyset åbnede gaden«
»Bjørn endte med at blive min mand. Så der er selvfølgelig mange breve fra ham i posen. »Kære pusserpige. Jeg elsker dig og savner dig, og du må få alt, hvad jeg ejer«, lyder et af dem«.
»Jeg har ikke haft tid til at læse alle kærestebrevene endnu. Men det vil jeg gøre en dag. Jeg skal have læst dem alle«.
fortsæt med at læse
