Han dukker som regel op nede i det fjerne hjørne af Blågårds Plads omkring klokken 9. Kræmmeren med de granatæblerøde læber. Hvis ikke på den mørkegrønne trenchcoat, så kan jeg altid kende ham på det Burberry-ternede halstørklæde, der hænger som en medalje om hans hals i en sirlig, ja næsten slipseformet, knude.

Han går rankt, men roligt, og foran sig skubber han en gul sækkevogn med to flyttekasser, som han læsser af på brostenene under et af træerne på pladsen.